Fortsæt til indhold

“Prisstigning gør mig hidsig”

Prisstigninger regner ned over de danske mobilkunder i kølvandet på ny EU-regel. Se, om dit selskab sætter priserne op

Samfund
Af Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

Ligesom tusindvis af andre danske mobilkunder modtog 81-årige Lillian fra Helsingør for nylig en sms fra sit teleselskab Telenor. Sms'en informerede om, at hendes abonnement nu stiger med 10 kroner om måneden på grund af nye roamingregler i EU.
“Jeg blev hidsig og har været arrig lige siden. Jeg ringede til Telenor, hvor jeg fik meget klar besked: Enten accepterede jeg den prisstigning, ellers havde jeg slet ikke noget abonnement. Jeg har været kunde hos Telenor siden 2000, så jeg synes, at det var en lousy behandling,” siger Lillian, der ikke ønsker efternavn eller billede i avisen.
Hun forstår ikke, hvorfor hun skal tåle en prisstigning, fordi hun nu kan bruge sin mobiltelefon i andre EU-lande uden ekstra beregning, når hun aldrig rejser ud af Danmark.
“Jeg har ikke rejst siden 2006. Så jeg skal betale for noget, jeg ikke bruger. De tager ikke hensyn til, at 10 kroner om måneden også er en slags penge for mennesker som mig,” siger hun.

Telenor: Nødt til at reagere

Telenor er ikke alene om at hæve priserne. Stort set alle teleselskaber i Danmark har ændret eller hævet priserne på deres abonnementer, efter at en ny EU-regel har slået fast, at man som borger i EU skal kunne ringe, sms'e og bruge data i alle EU-lande uden ekstra beregning. Et tiltag, som telebranchen mener, vil koste teleselskaberne flere hundred millioner kroner om året.
Hos Telenor er kommerciel direktør Lars Thomsen 'ked af', at Lillian er utilfreds. Han påpeger dog, at Telenor er nødt til at reagere på EU-tiltaget, som ellers vil koste dem dyrt.
“Det er vi naturligvis nødt til at forholde os til. Hos Telenor hæver vi derfor priserne for et mindre udsnit af vores privatkunder som følge af de nye roamingregler, men giver samtidig også kunderne mulighed for at roame meget mere end før,” skriver han i en mail.
Han påpeger også, at Telenor-selskabet CBB har indført abonnementer til lavere priser, som dog kun kan bruges i Danmark.