Fortsæt til indhold

Xtras rejer er sure, bløde og vandige

Rejer i lage produceret af Royal Greenland får ikke mange rosende ord fra dommerne. Flere af dem ville de helt kassere

Samfund
Af Maren Urban Swart mas@sondagsavisen.dk

Det er ikke, hvad jeg forbinder med en god reje. Den har en sur bismag og er blød og vandig. Jeg ville vælge den fra, hvis jeg havde købt den.
Sådan lyder dommen fra Anne Kyed, kok og professionsbachelor i sundhed og ernæring, da hun har smagt på Xtra Rejer i lage fra Coop.
Anne Kyed har sammen med sin kollega Claus Nexø, kokkefaglærer på Erhvervsskolen Nordsjælland, kastet sig ud i at finde de bedste rejer i lage fra supermarkedernes køledisk til påskebordet.

Urenheder i bøtten

Der er heller ikke mange rejehop af begejstring at spore hos dommerne, da de stikker gaflen i Rejer i lage fra Aldi.
“De er seje og smuldrede og virker lidt savsmuldsagtige. I bøtten er der dele, som jeg ikke kan identificere, og derfor ville jeg ikke have lyst til at spise dem,” siger Claus Nexø og viser en udefinerbar rød ting på sin gaffel.
Mens udseendet og konsistensen på Aldis rejer får smæk af dommerne, går det bedre med smagen.
“Dem man kan spise. De smager faktisk okay, men man ville have kasseret bøtten, inden man nåede til dem,” forklarer Anne Kyed.
Både Xtra Rejer i lage og Rejer i lage fra Aldi ender i bund med henholdsvis en og to stjerner. Fælles for de to produkter og for Rema 1000's Nordatlantiske Rejer i lage, der kommer ind på en tredjesidsteplads, er, at de er fremstillet af Royal Greenland.
Hos Royal Greenland mener man, at smagen på Xtra rejer i lage er tilfredsstillende. Til gengæld viser deres egne test, at ikke alle bøtterne fra Aldi havde et indhold, der levede op til forventningerne.
“I ét bæger ud af tre fandt vi få, naturlige urenheder fra rejerne, hvilket ikke er tilfredsstillende. Vi har sporet produktet tilbage til råvarepartiet, og fejlen blev opdaget, og råvaren udskiftet under produktion, men desværre uden at spærre den pågældende produktion,” forklarer Annette Bøge Søndergaard, Corporate Quality Manager hos Royal Greenland.

Friske og flotte

Selvom en del af produkterne får dommerne til at rynke brynene, får flere også ros for deres udseende, konsistens og smag. Omhu håndpillede rejer fra Meny, der er smagstestens næstdyreste produkt, får med seks stjerner topkarakter for det hele.
“Rejer i lage bliver ikke bedre. De er friske, flotte i farven, de har et godt bid og en god smag og ser ikke så smadrede ud som nogle af de andre, der syner af at have været en tur igennem en maskine,” siger Claus Nexø.