Fortsæt til indhold

Kvinder vil have hår på manden – men ikke på sig selv

Underkaster kvinder sig mænd, når de fjerner deres kropsbehåring? En kønsforsker og en sexolog er uenige

Samfund
Af Maren Urban Swart mas@sondagsavisen.dk

De seneste år har en lang række kvinder, kendte som ukendte, blandt andet på Instagram forsøgt at slå et slag for at lade håret under armene gro. Men spørger man danskerne, er det ikke en hårmode, de bakker op om.
En undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, viser nemlig, at flertallet af danskerne mener, at det er pænest, at en kvinde fjerner hår på benene og under armene.
Selvom speciallæge i psykiatri og kønsforsker Birgit Petersson understreger, at det er en kvindes frie valg, om hun vil fjerne sit hår eller ej, mener hun, at det er vigtigt, at man overvejer, hvorfor man griber skraberen. Kulturelt set symboliserer håret nemlig, at man er blevet en voksen kvinde, der kan klare sig selv, mens fjernelsen signalerer, at man underkaster sig manden.
“I Mellemøsten har det i flere århundreder været fuldstændig utænkeligt, at kvinder ikke fjerner deres kropsbehåring. I 1960'erne begyndte man også i Vesten at få hårfjerningsmaskiner, først i USA og senere i Danmark. I USA bliver man i dag nærmest latterliggjort, hvis man lader håret gro. Det er et samfundsproblem, når noget så naturligt som kropsbehåring bliver betragtet som ulækkert,” forklarer hun.

Et konstant spil

Undersøgelsen viser, at der faktisk er flere kvinder end mænd, der synes, at det er pænest, at en kvinde fjerner sit hår. Samtidig er det også kvinderne, der synes, at det er pænest, at mændene har hår på kroppen. Det overrasker dog ikke Birgit Petersson.
“Kvinder vil gerne have mænd. Især når man kigger på de unge, er der et spil med, at hun skal være den nøgne, og han skal være den behårede. Der foregår hele tiden et kønsspil, som er mere udtalt, end vi lægger mærke til, hvor kvinden underkaster sig mandens maskulinitet,” forklarer hun.
Sexolog Jakob Olrik er ikke enig i, at nutidens kvinders fjernelse af hår bevidst eller ubevidst handler om underkastelse.
“Ens opfattelse af kropsbehåring handler meget om den samtid, man er opvokset i. Jeg tror, at både hende fra 1960'erne, der beholder håret, og den unge, der fjerner det, betragter sig selv som en frigjort kvinde, men det kommer til udtryk på to forskellige måder,” forklarer han.
Selvom de unge er glade for hår på mandekroppen, mener knap hver femte, at det er pænest, at en mand ikke har hår på brystet. Jakob Olrik betragter det som en blanding af, at manden er begyndt at lege med sin feminine side, og den kliniskhed, der afspejler vores samfund i dag.
“Hvor man i 1960'erne havde et oprør i forhold til kliniskhed og det regelbundne, så symboliserer det kliniske og det rene i dag, at man har selvkontrol. Samtidig er mange mænd begyndt at dyrke deres feminine sider – de bruger sminke, går op i deres skæg og får hudbehandlinger,” forklarer han.

Gør det sjovt

Har du nogle særlige præferencer, når det gælder din partners kropsbehåring, skal du være bevidst om, at du rører ved noget ømtåleligt, inden du farer frem med dine ønsker.
“Selvfølgelig skal vi kunne sige ting til hinanden, men husk at nyde din partner i stedet for at være optaget af at omrokere på vedkommende. Minder din mands hår om en traumatiserende oplevelse, du har haft med en græker, så gør det til noget sjovt, og spørg, om du må prøve at vokse hans ryg. Eller tag et bad med din kæreste, og sprøjt hende ind i barberskum,” forklarer Jakob Olrik.