Fortsæt til indhold

Mange lønsedler er spækket med fejl

650.000 danskere har i løbet af det seneste år opdaget fejl på deres lønseddel. Tjek din lønseddel, lyder rådet

Samfund
Af Maren Urban Swart mas@sondagsavisen.dk

Hver fjerde dansker har inden for det seneste år oplevet fejl på sin lønseddel. Hos mere end halvdelen af dem var fejlen, at de havde fået for lidt i løn. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Metroxpress.
Selvom det er virksomhedernes ansvar at sikre, at der ikke er fejl på lønsedlen, sniger der sig alligevel fejl ind. Derfor er det fornuftigt selv at tjekke lønsedlen igennem, påpeger Keld Bækkelund Hansen, forbundssekretær i Dansk Metal
“Det er virksomhedernes ansvar, at lønnen er korrekt, men hvis medarbejderne ikke får tjekket deres lønsedler og gør deres arbejdsplads opmærksom på fejlen, kan den jo ikke blive rettet. I nogle tilfælde kører fejlen i årevis,” siger han til Metroxpress.

Spørg forbundet

Hos FOA oplever man, at mange af medlemmerne ikke har det korrekte stående på lønsedlen. FOA-konsulent Knud Røddik vurderer, at det især rammer dem, der arbejder i treholdsskift og i weekender.
“Der går det galt hele tiden. Jeg vil virkelig anbefale, at folk får fisket deres lønsedler ud af e-Boks og tjekket dem. Hvis man ikke selv kan finde rundt i det, skal man henvende sig til sit fagforbunds lokalafdeling, så kigger vi på det,” siger han til Metroxpress.