Fortsæt til indhold

Netflix dropper stjernerne

I stedet for stjerner kan seerne nu give thumbs op eller ned

Samfund
Af Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

Det kan ofte være en stor hjælp at se andre brugeres vurderinger af film og serier, når man sidder og bladrer igennem Netflix' store katalog for at finde ud af, hvad man skal se.
Indtil videre har brugerne kunnet vurdere hver enkelt titel på en skala fra en til fem stjerner, men nu forsvinder den vurdering til fordel for et mere simpelt system, forklarer Netflix' vicepræsident, Todd Yellin.
“Fem stjerner føles som et fortidslevn i dag. Vi bruger milliarder af dollars på titler, vi producerer og lejer, og med så store kataloger giver det en udfordring – at samle, hvad folk rent faktisk gider at se, er supervigtigt,” siger han ifølge The Verge.
I stedet for at kunne give fem stjerner vil brugerne fremover have mulighed for at give en titel tommel op eller ned. Man vil så kunne se, hvor mange procent der har givet tommel op.

Flere vil deltage

Netflix forventer, at det vil få flere til at bedømme titlerne. Ændringerne bliver rullet ud i hele verden i april.