Fortsæt til indhold

B&O-lyd i ny minibil

Eksklusive lydanlæg på fire hjul hører jo hjemme i biler i direktørklassen som BMW, Mercedes. Eller rettere, hørte hjemme i denne kategori. Med den kommende Ford Fiesta kommer luksuslyd ned blandt minier

Samfund
Af Flemming Haslund Fotos: Felix Lønstrup

Tænk på en bil med et særligt eksklusiv musikanlæg monteret allerede fra fabrikken. Du tænker sikkert BMW eller Mercedes – eller måske Audi, der jo kan fås med kvalitetslyd fra danske B&O. Altså dyre biler.
Men nu flytter Ford lækker lyd ned i prisklasse. Den kommende Ford Fiesta – lancering til sommer – kommer med B&O-sound fra 10.000 kroner ekstra. Dermed tager Ford et helt middel i brug i klassen for biler fra 120.000 kroner og op.
”Musik og lyd i det hele taget er en stor del af vores hverdag; vi bruger mere og mere tid i vores bil, så derfor vil Ford tilbyde vores kunder den bedst mulige lydoplevelse,” forklarer Lene Dahlquist, PR-ansvarlig for Ford-Danmark om ideen.
”Og her er B&O Play den perfekte samarbejdspartner, fordi de allerede leverer kvalitetslyd on-the-go – altså for eksempel hørebøffer og trådløse højtalere.”

Touchskærm

Lydanlægget styres fra en stor touchskærm, der har udviklet sig til standard i en moderne bil. Fiesta '17 har en iPad-agtig skærm på højkant på instrumentbrættet mellem sæderne. Fin grafik, stilen og placeringen er præcist som Mercedes gjorde det moderne med den seneste C-Klasse.
Desuden er et bredt udvalg af sikkerhedsudstyr et krav til nykonstruerede biler – f.eks. automatisk nødbremse, advarsel mod at ramme uden for vejbanen og helst også adaptiv fartkontrol – altså en fartkontrol, der både kan holde hastigheden, bremse op for langsommere biler foran og selv accelerere op igen. Ford Fiesta kan sætte flueben ud for alle tre typer førerassistenter.
Fiesta er Danmarks-klar ”til sommer,” nærmere kan Ford ikke komme det. Og endnu mere upræcis er det med prisen: ”Vi må jo regne med en tilpasning,” som Ford-Danmarks Lene Dahlquist siger, det er en PR-chefs måde at sige ”dyrere” på. Lige nu starter Fiesta ved 130.000 kr.

Det samlede B&O-anlæg i Fiesta Vignale består af 10 højttalere, ekstravægten er cirka fem kilo.
B&O – med lanceringen af den kommende Ford Fiesta Vignale kan den danske lyd fås i markant billigere biler.