Han troede, han havde vundet 6.000 kroner - men så fik han en overraskende besked
Han blev glad, da han troede, han havde vundet en Lottogevinst på 6.000 kroner. Så da det gik op for ham, at han havde set forkert, og der i virkeligheden var tale om 6 millioner, ville begejstringen ingen ende tage for en mand i 60-erne fra Kalundborg-egnen. Lørdag blev heldet til virkelighed for manden, der har spillet Lotto gennem 5-6 år, men aldrig før har vundet mere end 110 kroner. Kuponen var købt på nettet, og vinderen fik tilsendt en sms om, at han havde vundet.
"Jeg fik en sms, og så på den. Så sagde jeg til min kone: ”Vi har vundet 6.000 kroner!” og så viste jeg hende min telefon. Hun sagde så, at jeg havde set forkert, og at vi havde vundet 600.000 kroner,” fortæller han til Danske Spil.
Parret tjekkede derfor tekst tv for at se, om der nu også var en gevinst på denne størrelse, men så gik det op for dem:
”Hold kæft man, vi har vundet 6 mio. kr.!”
Og for 6 millioner kroner, kan man da også købe mange ting, men det er ikke sikkert, at vinderen kommer til at gøre det.
"Vi har, hvad vi har. Måske køber vi en bil, betaler lånene ud og køber et hus. Men det er ikke fordi, vi som sådan mangler noget," siger vinderen til Danske Spil.