Netto på Silkeborgvej har vokseværk
Den eksisterende Netto på Silkeborgvej i Åbyhøj skal ifølge udviklingschef jævnes med jorden for at blive genopført som en ny, moderne Netto
Hvis det står til Netto selv, så har discountbutikken ikke tænkt sig at sænke farten i Aarhus.
I forvejen har dagligvarebutikken, der hører under Dansk Supermarked, over 20 butikker i kommunen. Og senest slog kæden dørene op til en ny butik på Søren Frichs Vej. Nu er turen så kommet til Danmarks mindste Netto, som har adresse på Silkeborgvej.
“Vi vil jævne Netto på Silkeborgvej med jorden for at genopbygge en større dagligvarebutik til vores kunder i Aarhus Vest. Selv om vi netop har åbnet en Netto på Søren Frichs Vej, så vil vi også gerne udvide Netto på Silkeborgvej, fordi den henvender sig til den anden del af Åbyhøj og Brabrand,” siger Carsten Hadsbjerg, der er udviklingschef for Netto.
Han understreger dog samtidigt, at dagligvarebutikken endnu ikke har fået kommunens godkendelse eller en byggetilladelse til opførsel af projektet.
Bygger en parkeringsplads
Som en del af nybygger-projektet ønsker kæden at opføre en parkeringsplads ved Silkeborgvej og Nordrevej.
Det skal ske på grunden, hvor Kulturhus 8230 i dag har til huse. En grund, som er lejet ud af Dansk Supermarked.
En ide, som udviklingschefen ikke regner med, at kommunen siger nej til.
“Vi har faktisk slet ikke tænkt den tanke, at kommunen vil sige nej. Det er et rigtig godt projekt, synes vi selv,” fortæller Carsten Hadsbjerg og løfter sløret for, at Dansk Supermarked er i dialog med kommunen omkring det nye projekt.
Brænder I ikke inde med bygningen, hvis kommunen siger nej til jeres parkeringsprojekt?
“Nej, det gør vi ikke. Som sagt, så kan jeg ikke forestille mig, at vi får et nej til vores gode projekt. Men skulle det ske, så har vi fået flere forespørgsler fra interesserede, der enten ønsker at bygge lejligheder eller drive forretning på grunden. Men vi forventer, at det her projekt går igennem,” fortæller udviklingschefen.