Fortsæt til indhold

Tv-koks piskeris taber testen

Der er kun én stjerne til kokken Claus Holms piskeris. To ris med silikonebelægning vinder

Samfund
Af Louise A. Poulsen lap@sondagsavisen.dk

Når fremtidens konditorer skal piske dej til vandbakkelser, smelte chokolade eller trylle en creme anglaise frem, bliver det måske med et piskeris af mærket Fiskars.
De to konditorfaglærere Maria Kolding og Nikolaj Christoffersen har sammen med et hold konditorelever på Hotel- og Restaurantskolen fundet frem til deres foretrukne piskeris. Og her kommer Fiskars og Eva Trio ind på en delt førsteplads.
“Ingen af risene er perfekte, men de to her kommer tættest på. Risene på Fiskars er lige i underkanten stive, og håndtaget på Eva Trio skulle være længere. Men det er det eneste, vi har at udsætte på dem,” siger Maria Kolding og kvitterer med fem stjerner til hver af de to ris.

Silikone er bedst

Ser man på resultatet af piskeristesten, synes konditorfaglærerne, at fremtidens Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen fortjener et piskeris, der er belagt med silikone.
“De tre bedst placerede ris har silikonebelægning på selve risene. Det er ikke derfor, de vinder, for det skyldes en kombination af mange ting, men fordelen ved belægningen er, at det ikke larmer så meget, når man pisker. Ulempen kan være, at belægningen risikerer at gå i stykker, hvis riset bruges flittigt over lang tid. Men det bliver nok mere et problem i et storkøkken end hjemme i køkkenskuffen,” gætter Maria Kolding.

’Kattelegetøj’ deler vandene

Testens billigste piskeris fra Bilka til 44 kroner deler vandene. Der er 'kattelegetøj' indeni, som Nikolaj Christoffersen beskriver en kugle af metalstivere, der sidder løst inde i selve riset.
“Jeg kunne godt lide det. Det pisker flødeskummen lidt hurtigere, fordi kuglen giver ekstra rotation. Men meningerne er delte, så derfor bliver det kun til en middelkarakter. Bolden larmer, og skaftet er ikke vellykket,” siger Maria Kolding.
To stjerner længere nede af skalaen på testens sidsteplads med én stjerne placerer dommerne tv-kokken Claus Holms piskeris.

Dårligt greb

Manden med de karakteristiske briller og kasket lægger navn til et ris med sort plastichåndtag og metalstivere.
“Det største problem er, at det er for stift og har en facon, så man ikke kan komme helt ud i kanten af gryden. Maden risikerer at brænde på i hjørnerne,” siger Nikolaj Christoffersen og tager fat i risets stivere.
“Der er også nogle store mellemrum mellem stiverne, og det gør riset uensartet. Jeg ville foretrække, at de var fordelt lige hele vejen rundt, i stedet for at risene var klumpet sammen. Og så er det ikke rart at holde på. Hvis jeg skal sige noget positivt, er det, at det er robust i stiverne og derfor godt til at piske hårdere eller sejere ting,” siger han.
Og det er netop meningen, at piskerisets yderste ris er kraftigt, fortæller marketingchef Kim Dyrholm fra F&H of Scandinavia, som står bag HOLM Piskeris, der er udviklet sammen med kokken Claus Holm, der selv bruger piskeriset dagligt.
“Det sikrer, at piskeriset altid bevarer sin facon, også når det bruges til tyk dej som for eksempel pandekagedej, og at det holder faconen, selv efter flere års brug. Det betyder, at man blot skal dreje gryden eller kasserollen lidt, mens man pisker, for at komme helt ud i kanten. Vi må erkende, at vi ikke på emballagen har anført en vejledning, og det vurderer vi, hvordan vi løser fremadrettet,” udtaler han i en skriftlig kommentar.