Fortsæt til indhold

Flere søger hjælp til sexlivet

Mange af landets offentlige sexologiske klinikker oplever en stigende efterspørgsel efter deres ekspertise

Samfund
Af Maren Urban Swart

Rejsningsproblemer, manglende orgasmer og andet, der sætter en stopper for en optimal omgang lagengymnastik, betyder, at fire ud af seks sexologiske klinikker oplever mere travlhed end tidligere. Det skriver Metroxpress.
“Vi er gået fra at få 3-4 til 10-12 henvendelser om dagen,” siger Astrid Højgaard, ledende overlæge ved Sexologisk Center i Aalborg, til avisen.

Mere fokus på emnet

Klinikken oplever især, at flere mænd henvender sig med rejsningsproblemer. Astrid Højgaard mener, at en af forklaringerne på den stigende efterspørgsel efter centrets ekspertise er, at blandt andet tv-programmer har sat fokus på almindelige danskeres problemer i soveværelset.
“Der er kommet mindre håbløshed og mere optimisme hos patienterne og en tro på, at deres problemer kan løses eller blive bedre, efter at der er kommet mere fokus på emnet,” siger hun til Metroxpress.