Kejsere hilser igen velkommen på Frederiksborg Slot
Frederiksborg Slots gæster bliver igen budt velkommen af Alexander den Store og Gaius Julius Cæsar
“I dag er Slotsbroen ind til hovedslottet blevet endnu flottere”.
Sådan skrev Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot på deres Facebook-side i torsdags.
Her kunne de nemlig vise billeder af de to kejserstatuer af Alexander den Store og Gaius Julius Cæsar nænsomt blive løftet på plads på to søjler ved indgangen til slotspladsen.
De to statuer er endelig kommet tilbage på deres rette plads efter at have været fjernet i 2012, da Slots- og Kulturstyrelsen gik i gang med to store restaurationsprojekter. Det fortæller skulpturansvarlig Mette Marciniak til Hillerød Posten.
I 2012 gik man i gang med at restaurere broen til indre slotsgård, og for at der ikke skulle ske noget med figurerne, tog styrelsen dem ned. Efter det arbejde var færdigt, gik de i gang med at restaurere voldmurene og balustraderne, og derfor var det nærliggende at beholde skulpturerne nede.
“Gør en kæmpe forskel”
Nu er Slots- og Kulturstyrelsen lige ved at være færdige med voldmursprojektet, og så kan kejserne altså komme plads og byde publikum velkommen igen:
“Det er prikken over i'et, at de er kommet op. Det gør en kæmpe forskel, og det er smadder flot,” siger Mette Marciniak.
Selve skulpturerne er der ikekk sket andet med, end at de er blevet renset, mens søjlerne er blevet erstattet af nye.
“Farveforskellen udligner sig med tiden,” forklarer hun.
Skulpturerne er hugget omkring 1909.