Fortsæt til indhold

Bil-entusiast har åbnet ny virksomhed i Mørke

Den nye virksomhed ML Carcare, som tilbyder professionel bilpleje, åbnede 1. juni på Stationsvej 14A i Mørke

Samfund
Af Alexandra Bach

Morten Larsen er den 25-årige unge mand bag virksomheden ML Carcare, som ligger på Stationsvej i en 1000 kvadratmeter stor hal, hvoraf Morten Larsen har halvdelen.
Her tilbyder han alt inden for klargøring af biler til både privat- og erhvervskunder.
Alt fra vask, støvsugning og polering af bil, er noget Morten Larsen kan klare, for selvom han er uddannet sælger og lige startet, er han slet ikke ny i faget, for biler er noget, han har interesseret sig for fra barnsben.

“Jeg har altid haft benzin i blodet. Allerede fra da jeg var helt lille, har biler været interessante, både bilmærker og modeller. Jeg har også lavet biler i mere end 10 år på fritidsbasis, så jeg har altid været på et værksted og gået og arbejdet med biler,” fortæller han.

Morten Larsen tog springet fra sælger til selvstændig, fordi han altid har haft en passion for biler, og fordi han godt kunne tænke sig at være sin egen chef.

”Jeg har i et par år tænkt, at jeg gerne ville starte mit eget op, så nu tog jeg springet. Det er spændende at bestemme, hvordan dagen skal være. Jeg er min egen chef og her bestemmer jeg selv,” siger han.

Taget godt imod

Morten Larsen fortæller, at der allerede nu er godt gang i butikken, og at han har en bil stående, som han skal i gang med, når interviewet er ovre. Men selvom forretningen går godt, og det er succesfuldt indtil videre, kan den jyske mentalitet godt mærkes hos den unge mand.
”Det kunne sagtens være gået værre,” siger han og smiler.

Morten Larsen fortæller, at han føler, han har fået en rigtig god opbakning og velkomst fra lokalsamfundet.

”Folk fra byen er kommet herned for at finde ud af, hvad det er, der lige foregår hernede, fordi der ikke har været noget i de her bygninger i mange år. Folk har for eksempel fortalt mig, at de synes, det er spændende og modigt gjort,” siger han.

Ifølge Morten Larsen virker det til, at der er et marked for bilpleje i Mørke.

"Der er forespørgsler på det og kunder i huset, så det må jo være et behov, folk har haft,” siger han.

Den unge mand fortæller, at han fremover ønsker at give kunderne en god service og et godt stykke arbejde, så de kommer tilbage.

”Jeg håber bare, at de er glade, tilfredse og overraskede over, hvordan slutresultatet egentlig kan blive i forhold til, hvad man kan gøre hjemme i sin egen garage. Mange folk tænker, at det er meget nemmere bare at gøre det derhjemme, men det bliver bare aldrig det samme, for de har ikke de samme produkter og maskiner, som jeg har. Jeg kan give de 10 procent ekstra.”

Og drømme er der stadig plads til hos bil-entusiasten.

”Min drøm er, at jeg ikke selv skal rende så stærkt, og at jeg kan have en eller to ansat. Men det allerbedste ville jo være at starte en anden afdeling på et tidspunkt,” siger han.