Fortsæt til indhold

Sådan undgår du fire typiske vinterskader

Samfund
Af Esben Skrumsager vroom@sondagsavisen.dk

Vinteren var mild, men der har dog været dage med glat føre. Leasingselskabet LeasePlan Danmark har samlet en liste over de hyppigste skader i perioden november 2016 til marts 2017 blandt de 13.000 førere, som er forsikret gennem selskabet.
“De fleste bilister kommer på et eller andet tidspunkt ud for en skade. I nogle tilfælde skyldes det noget teknisk, som man ikke selv har indflydelse på, mens andre skader kan undgås ved at være mere opmærksom på trafikken og årstiden,” siger Michael Olsen, administrerende direktør hos LeasePlan Danmark, i en pressemeddelelse.

Sådan undgår du vinterskaderne:

1. Glas (28 procent)
Glasskader kan ske ved for eksempel stenslag i forruden. Ruder i moderne biler er tyndere end tidligere, fordi der er fokus på at spare vægt og dermed sænke forbruget.
Tip: Temperaturskift kan øge risikoen for, at et stenslag udvikler sig til en revne, der ikke kan repareres. Hvis du får et stenslag, skal du hurtigt dække det til, så snavs og fugt ikke trænger ind. Reparer også gerne stenslaget, så revnedannelse undgås – det koster normalt kun en tiendedel af et komplet rudeskift.
2. Påkørsel (16 procent)
Den næsthyppigste skade er påkørsler. De sker ofte, fordi føreren er uopmærksom, men de kan undgås. Hold øjnene på vejen, og hold ind til siden, hvis ungerne på bagsædet er urolige.
Tip: Skru ned for musikken, og lad passagererne stå for at justere aircondition, besvare sms'er og styre gps'en.
3. Parkering (11 procent)
11 procent af de anmeldte skader hos LeasePlan handler om påkørsler af parkerede biler. Det er svært at gardere sig imod denne type skader, men nøgleordet er opmærksomhed.
Tip: Sænk konsekvent farten på p-pladser og i p-kældre.
4. Bakkeskader (7 procent)
I mange tilfælde er føreren bakket ind i stillestående genstande. Sørg for, at ruderne er klare, og bakspejlene er indstillet korrekt, inden du sætter bilen i bakgear.
Tip: Bak ind på en p-plads i stedet for at køre forlæns ind. Det minimerer risikoen for skader, når du skal ud derfra.