Guldægget Molslinjen har efterladt Djursland som en død blindtarm
“Det er skræmmende, så dårlig færgefarten mellem Djursland og Sjælland er blevet.
Der kommer enkelte tiltag om en mulig færge Grenaa-Hundested, men det bliver desværre ved snakken.
En hel landsdel er blevet efterladt som en død blindtarm, fordi Molsfærgen fra Ebeltoft næsten er sløjfet.
Først gik det ud over Grenaa-Hundested, der i adskillige år fik dækket underskuddet af Molslinjen (Mogens Nørgaard Olesen: 'Med færgen over Kattegat'), og nu er Ebeltoft stort set ikke eksisterende i fartplanen.
Der tegner sig en monopollignende situation uden konkurrence, fordi det tilsyneladende helt inde på Christiansborg er umuligt at give andre rederier/færger mulighed for at komme til.
Politikernes evne til bare at lade tingene ske og så se hvad der sker, holder ikke, når hensynet til landets indbyggere i yderområderne skal varetages.
Jeg håber, der virkelig er nogle kommunalpolitikere, som alvorligt vil sørge for, at landsdelen får en stabil færgerute til Sjælland igen.”