Kloakarbejder kan komme til at genere trafikken
Kloakledningen i Hornslet skal ændres til et separat system i den kommende tid
Kloaksepareringen af dele af Hornslet indgår i Syddjurs Kommunes vandplan, og det er på den baggrund, at Syddjurs Spildevand nu sætter arbejdet i gang. Det skriver Syddjurs Spildevand i en pressemeddelelse.
Kloaksepareringen betyder, at det nuværende hovedkloaksystem ændres til et separatsystem, hvor regn og spildevand fremover kommer til at løbe i hver sin ledning.
Syddjurs Spildevand står for separeringen af hovedkloakledningen samt opsættelse af skelbrønde inde på den enkelte ejers grund. Separeringen fra skelbrøndene videre til ejendommen skal ejeren selv stå for.
Trafikale udfordringer
Selv om dele af arbejdet udføres med gravefri metoder, vil der alligevel også forekomme en del traditionelt gravearbejde, hvorfor der i arbejdsperioden vil kunne opstå trafikale gener for de grundejere, som berøres af separeringen. Arbejdet omfatter dele af vejene Brovej, Toftevej, Rosenholmvej, Rodskovvej, Brogårdvej og Møllestedet.
Blandt andet vil der blive foretaget trafikale ændringer og begrænsninger i områderne, og der kan være perioder, hvor adgang med bil til de enkelte ejendomme ikke er mulig. Dette gælder specielt for sideveje uden omkørselsmuligheder. De berørte grundejere vil blive orienteret på forhånd.
For de forretnings- og erhvervsdrivende vil der ligeledes blive taget mest muligt trafikalt hensyn, så generne afbødes så godt, som det kan lade sig gøre. I forbindelse med gravearbejdet kan der ske skader på både fundamenter og bygninger, og derfor fotograferes de eventuelle udvendige skader, der allerede er, inden arbejdet går i gang.
Når Syddjurs Spildevand er færdig med separeringen af hovedkloaken og opsætning af skelbrønde, gives der en meddelselse til grundejerne om, at de skal separere regn- og spildevand på egen grund.
Alle berørte husejere har 14. juni fået tilsendt et orienteringsbrev om arbejdet.
srj