Fortsæt til indhold

Det vil vi undgå i vores mad

Tilsætningsstoffer, sukker og kulhydrater er de ting, som flest danskere prøver at undgå. Kvinder er mest kritiske

Samfund
Af Louise A. Poulsen lap@sondagsavisen.dk

E-numre er upopulære, og sukker er noget skidt. Sådan tænker mange danskere tilsyneladende. De to ting svarer flest danskere, at de vil undgå i deres mad, ud af 10 svarmuligheder. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Coop Analyse blandt 1.019 danskere.
Længere nede på listen kommer kulhydrat, laktose, soja, gluten, nødder, kød, fjerkræ og æg. Kun cirka en tredjedel forsøger ikke at undgå nogen af valgmulighederne.
“Der kan være mange grunde til, at folk går uden om bestemt mad. Kød kan være et spørgsmål om dyrevelfærd, sukker kan handle om vægttab, og nødder kan skyldes allergi. Gluten og laktose er der meget få mennesker, der reagerer fysisk på, men der er et hysteri i forhold til de produkter for tiden. Madmoden skifter hele tiden, og mange får deres egen madreligion, hvor de til- og fravælger madvarer. Det kan give en følelse af kontrol,” siger Preben Vestergaard, der underviser i ernæring på Professionshøjskolen Metropol.

Kvinder er mest kritiske

Coops analysechef, Lars Aarup, påpeger, at der altid er en fødevare, der er udråbt til synder.
“En overgang var det æg, så kartofler, så mælk og nu kulhydrater og sukker. Det handler både om trends og sundhed. Og så kan vi se af tallene, at kvinder i højere grad end mænd vil undgå bestemte ting,” siger han.
Ifølge Preben Vestergaard er det ret enkelt at undgå sukker, tilsætningsstoffer og simple kulhydrater:
“Spis sundere. Spis frugt i stedet for slik, spis mindre kød og mere fisk, og vælg fuldkorn. Så løser man mange problemer med både sukker, tilsætningsstoffer og simple kulhydrater.”

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox