“Der er brug for en patientforening”
Erik Hansen fra Haderslev vil etablere en forening for psykisk syge og pårørende
Erik Hansen er far til en psykisk syg datter, og har tidligere kæmpet en hård kamp for at få datteren flyttet fra et sygehus til at andet. Nu foreslår han at man etablerer en forening for patienter og pårørende:
“De syge har brug for en større og mere organiseret opbakning. Og en forening kan være med til at sikre et godt samarbejde imellem pårørende og sundhedsvæsnet. Et samarbejde som kan sikre den bedst mulige behandling af den syge. På både psykiatriske- og fysiske hospitalsafsnit sker det ofte, at de syge og deres familier påføres store lidelser - og dødsfald - fordi læger og andet personale har så travlt, og er stressede, efter utallige nedskæringer. De har svært ved at opretholde den kvalitet og de standarder, der er brug for. Men det vil en pårørendeforening, som er aktiv og oppe på mærkerne, kunne være med til at rette op på,” mener Erik Hansen.
“Der er alt for mange eksempler på fejlskøn, fejlbehandling og fejlmedicinering. Det er vigtigt at inddrage de pårørende, som er tæt på den syge og kan holde fat i 'den røde tråd',” siger Erik Hansen, som kan kontaktes af interesserede på telefon 52774748.