4.140 faldne får stemme i lydværk i Mindeparken
Lydkunstprojektet ’The Overheard’ inviterer til indvielse af værket 1. juli
Lørdag 1. juli kl. 20 inviteres alle til indvielse af lydværket '4140 Voices' i Mindeparken i Aarhus.
Værket er skabt af lydkunstnerne Morten Riis og Marie Koldkjær Højlund, og er en komposition skrevet specifikt til monumentet i Mindeparken i Aarhus.
Værket er baseret på optagelser af 4.140 nulevende stemmer, som fremsiger navnene på de 4.140 faldne danskere under første verdenskrig, og hvis navne er indgraveret i mindesmærkets stenvægge.
Stemmer fra Aarhus
Med hjælp fra kulturbyens frivillige er de 4.140 stemmer indsamlet i Aarhus med optagelser foretaget i børnehaver, folkeskoler, uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner og mange andre steder.
På den måde bliver der skabt en ny forbindelse mellem nutidens aarhusianere og den fælles historie, vi alle er en del af.
Værket vil give de besøgende en unik oplevelse, hvor navnene bliver til mere end bare bogstaver når de bliver aktiveret auditivt - de bliver til stemmer igen, der mindes de faldne soldater i stor respekt for deres familier og pårørende, fremgår det af en pressemeddelelse fra 'The Overheard'.
Kunstnerne vil være til stede til åbningen og fortælle om værket og The Overheard over et lille glas.jesl