Mindre hulter til bulter
Jette Skive tror ikke, at indførelsen af uniformer ødelægger hjemlighed på plejehjem
I 2011 fremsatte Sundhedsstyrelsen et krav om, at ansatte i ældreplejen skal have ens arbejdsdragter, som man tager af og på ude på plejehjemmene, for at forhindre bakteriel smitte.
Først i foråret 2018 - godt syv år efter kravet - bliver uniformer indfaset i Aarhus.
“Hvorfor det ikke er sket før nu, ved jeg ikke. Dengang, jeg fik at vide, at man havde snakket om at indføre arbejdsbeklædning, men at man ikke kunne blive enig om hvordan og hvorledes, satte jeg skub i det, for lov er lov, og lov skal holdes. Det måtte gerne være sket sidste år, men det er en ret omfangsrig proces. Aarhus er en stor kommune,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF).
Indtil nu har de ansatte kunnet bruge deres eget tøj, hvilket de har fået godtgørelse for. I 2016 kostede godtgørelsen ifølge kommunen 15-16 millioner kroner. Det er angiveligt, hvad uniform-projektet kommer til at koste, så indførelsen forventes ikke at koste yderligere skattekroner.
“Der er sikkert en masse ansatte, der har stønnet og pustet over at skulle i arbejdsdragt, men sådan er vilkårene. Det skal gøres. Vi har været så fleksible som muligt, så man kan kombinere beklædningen på kryds og tværs, som man vil,” siger Jette Skive, der glæder sig over, at personalet kommer til at være klædt ens.
“Jeg kan godt lide, at der er en genkendelighed, så beboere og pårørende let kan se, hvem der er kommunens folk. Jeg synes, det er rigtig rart, at vi får det.”
Stadig hjemligt
Skive har ofte erklæret, at de aarhusianske plejehjem skal være hjemlige og hyggelige, og hun mener ikke, at indførelsen af uniformer flugter dårligt med den ambition.
“Det flugter fint. Mine plejehjem skal ikke ligne noget, der er hulter til bulter. Det er fint med lidt øget hygiejne, ensrettethed og en rød tråd. Jeg frygter ikke, at det bliver for institutionelt - tværtimod. Der skal være hyggeligt, rart, pænt og ordentligt i husene, gangene og lejlighederne, men man skal kunne se, hvem personalet er, så vi ikke har én i lårkort, mens en anden har trevlede cowboybukser på,” slår rådmanden fast.