Fortsæt til indhold

Nye familie-SUV’er pibler frem

Mere plads – praktisk indretning – det store overblik plus en følelse af sikkerhed er egenskaberne, der har gjort SUV’en så populær. Lige nu pibler det frem med nye, billigere biler af typen – fra 170.000 kroner

Samfund
Af Flemming Haslund

Uanset hvilket prisleje du kigger bil i, er der en SUV at vælge. Fra knap 130.000 kr. for den billigste af typen, Suzuki Ignis, til i runde tal fire mio. kr. for en Bentley Bentayga. Med den i flere år storsælgende Nissan Qashqai til fra 220.000 kr. mellem Ignis og Bentayga.
SUV'erne er blevet så populære af både faktiske og emotionelle grunde. De faktiske: Man sidder højt i en SUV, hvilket sikrer både fører og passager samt ungerne på bagsædet et stort udsyn. Dernæst er det ulige lettere at løfte de små ind i autostolen på bagsædet, når man ikke skal bukke sig så dybt. Ryggen takker mange gange. Dernæst føler mange sig mere sikre i denne høje biltype.

Dejlig rummelig

Dertil kommer, at en SUV ser dejligt rummelig ud – men vi siger, ”ser ud”, for dybest set er en typisk SUV ikke væsentligt mere rummelig end den tilsvarende hatchback, og oftest rummer den mindre end den tilsvarende stationcar.
Og så det emotionelle: Bilfabrikkerne har jo set, hvordan SUV'en over en længere årrække er blevet stadigt mere og mere populær. Og effektiv markedsføring har jo bare gjort biler af denne type yderlige populære – så, ja, en SUV er slet og ret moderne. Der er ligesom ikke så lidt mere ”cool livsstil” over en SUV med et par mountainbikes på taget end en stationcar med ”krog”.

Den nyeste af de nye mini-SUV’er: Arona fra Seat.

Flere dukker op

Hen over denne sommer dukker der flere nye SUV'er op i en ny størrelse, mini-SUV'erne. To biler har hidtil siddet på salget i denne størrelse, nemlig Peugeot 2008 og Renault Captur fra henholdsvis 180- og 160.000 kr., men den har en række af konkurrenterne luret.
Derfor har Opel for kort tid siden lanceret deres nye Crossland X, som den hedder. Og inden for de seneste par uger har de to koreanske søskende Hyundai og Kia vist de første billeder af henholdsvis Kona og Stonic. Og forleden dag dukkede de første billeder af Seat Arona op.
Alle tre har Danmarkspremiere sidst på året. Intet om priser fra de tre importører; men regn roligt med, at 175.000 kr. bliver en typisk startpris.

Renault Captur – en af de bedst sælgende mini-SUV’er.