Nye autostole er sikre
Tommelen peger op efter den seneste sammenligning af autostole. Vigtigt er det, at stol og barn passer til hinanden, understreger FDM, der står bag undersøgelsen af i alt 42 nye autostole til børn
Selvfølgelig skal den lille sidde i autostol. Men hvor sikre er autostole egentlig? Det har bilisternes organisation FDM svaret på. Foreningen har netop gennemført en test af i alt 42 nye autostole. De 24, altså over halvdelen, klarede sig rigtigt godt, 10 fik bedømmelsen ”tilfredsstillende”, mens otte stole klarede sig så dårligt, at de ikke anbefales af FDM.
Ikke mindst blandt autostole til de mindste er det samlede resultat på et meget flot niveau, konstaterer FDM. Både når det gælder bedømmelsen af stolenes sikkerhed, betjening, komfort og indhold af evt. skadelige stoffer.
Sidder bagudvendt
Fælles for stolene til de mindste er, at barnet sidder bagudvendt. Flere af stolene kan dog vendes og bruges fremadvendt i takt med, at barnet bliver større. Det kan imidlertid gå ud over sikkerheden, hvis man lader barnet sidde fremadvendt for tidligt, advarer FDM.
”Det kan være fristende som forældre at vende autostolen, når barnet når en vis alder, så det sidder fremadvendt. Enten for at få en bedre kontakt med barnet, eller hvis en ældre søskende allerede sidder i en fremadvendt autostol,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.
”FDM anbefaler dog, at børn sidder bagudvendt så længe som muligt. Jo ældre barnet er, når man vender stolen, jo mindre risiko er der for, at barnets knogler belastes i tilfælde af en kollision. Det er også derfor, at det, ifølge den nye 'i-Size-standard' er et krav, at børn skal sidde bagudvendt de første 15 måneder,” siger Søren W. Rasmussen.
Større børn
Mens sikkerheden altså er i top blandt stolene til de mindste børn, ser det anderledes ud i kategorien af stole til de lidt større børn, hvor flere af testens stole dumper, mens andre igen 'kun' opnår bedømmelsen 'tilfredsstillende'.
Det er især selve sikkerheden, flere af stolene falder igennem på, men også besværlig montering trækker to af autostolene ned.