Coops bearnaise smager som mors
Der er stor variation i smag og udseende på supermarkedernes bearnaisesovser. En får en dommer helt op at ringe
Hungrer du efter bearnaisesovs, men føles det som at skulle løbe et maraton at jonglere med vandbade, rette mængder af essens og en sovs, der risikerer at skille ved mindste uopmærksomhed, er der hjælp at hente. Supermarkedernes hylder boomer med bud på bearnaisesovser, der enten skal tilsættes mælk og fedtstof eller kun kræver at blive opvarmet.
I ugens test af bearnaisesovs har vi ladet pulver være pulver og kun sammenlignet producenternes færdigblandede produkter.
“I nogle er det tydeligt, at der er krydderier i, mens andre mere ligner en hollandaise på grund af det manglende grønt. Nogle er meget blege, mens andre er gule som æggeblomme,” siger Preben Vestergaard, adjunkt og underviser på Professionshøjskolen Metropol, inden han går på jagt efter den bedste bearnaise i de otte skåle foran ham.
Mangler kun det sidste spark
Det er ikke kun udseendet, der varierer. Det samme gælder smagen, kan testerne konkludere, da den sidste ske er blevet dyppet i sovsen.
Helt oppe at ringe er dommerne over Coops Bearnaisesauce, der kommer ind på en klar førsteplads med seks stjerner.
“Det er som mors hjemmelavede, den er autentisk med store stykker estragon. Den har en skarp syrlighed, uden at den bliver for dominerende, og en perfekt umamismag,” siger lektor og underviser på Professionshøjskolen Metropol Michael René.
Der er også begejstring at spore, da de skal beskrive den samlede oplevelse af Jensens Klassiske Bearnaise Sauce.
“Jeg sidder og savner en bøf. Den er, ligesom en bearnaisesovs skal være: Den er pæn gul, og smagsmæssigt bliver man ikke skuffet, men den mangler lige det sidste spark for at ryge helt til tops,” siger Preben Vestergaard og giver den fem stjerner.
I den modsatte ende af stjerneskalaen ligger Nettos Bon Appetit Bearnaise Sauce, der sender dommernes tanker i retning af en anden sovsevariant og dyppelse til chips.
Minder om dip til chips
“Den er meget krydret og lys i farven. Den smager enormt meget af krydderier, uden at man dog kan få øje på dem. Det er mere som en kryddersovs, for der er godt med umamismag og salt, men estragonsmagen er ikke dominerende,” siger Michael René.
“Der er ikke meget kokkeri over den. Den har en meget svag syrlig smag og minder lidt om en dip til chips,” supplerer Preben Ve”stergaard, der sidder tilbage med en meget klistret fornemmelse i munden.
Hos Netto ærgrer Helle Merethe Mikkelsen, der er ansvarlig for sortimentet, sig over resultatet.
"Vi tilstræber altid kvalitet til gode priser. Derfor vil vi selvfølgelig bruge anledningen til i fællesskab med vores leverandør at forbedre vores produkt,” lyder hendes kommentar til dommernes vurdering.