Reportere fra Hadsten er i Svalbard på glat is
Udvalgt blandt 3.000 som wildlife-reportere. Anna og Rosa Ramsing Lindhardtsenbesøger Svalbard og hører om den globale opvarmning
Voldsomme fjelde tårner sig op over det stille, spejlblanke vand, hvor en 12-personers rib båd ligger til ved Longyearbyens lille havn. Kulden er bidende. Humøret er højt. Det er Svalbard.
Vi og fire andre unge er sammen med Verdensnaturfonden taget på ekspedition til Svalbard for at se klimaforandringerne helt tæt på.
Hurtigt - med lette hop og brusende skum - tager gummibåden os væk fra den lille menneskeprægede by, Longyearbyen, hen til nogle af de største naturkræfter på jorden.
Søpapegøjerne leger i vandet, indtil vi når kæmpe-gletsjeren, Esmarkbreen, hvis stejle ismur former sig som et enormt snetæppe over vandet. Her er vandet fyldt med isklumper. Isklumperne er kælvet af det store isbjerg, der for hvert år bliver mindre og mindre - helt op til en halv meter forsvinder af den mægtige gletsjer pr. år. Og det kommer til at gå hurtigere og hurtigere, hvis vi ikke snart reagerer på forandringerne!
Store dele af klimaforandringerne skyldes nemlig, ifølge Kim Holmén, der er international director ved Norwegian Polar Institute, menneskets skadelige forhold til naturen. Den globale opvarmning. Vores hensynsløse handlinger og formålsløse forbrug.
Vi må passe på naturen og menneskene
Vi fik fornøjelsen af at møde Kim Holmén ved Svalbard Universitet for at spørge ind til Svalbards truede situation.
”Gletsjerne er et eksempel på den globale opvarmnings konsekvenser. Vejret ændrer sig. Det bliver varmere, ikke kun på Svalbard, men på hele jorden”. Holmén pointerer også, at det nye, uforudsigelige klima kan have konsekvenser for verdens farmere, der dyrker jorden, og som ikke kan fortsætte på samme vis på grund af temperaturskift og oversvømmelser fra den smeltende is. Og de besværede farmere vil i den grad også påvirke den vestlige verden i form af råvaremangel og nye flygtningestrømme.
Vi må altså gøre noget for at passe på naturen og menneskene i den - og det skal gøres nu! Vi har allerede sat vores mærke på Svalbard, men meget kan stadig reddes. Som Holmén siger: ”Det er ikke ovre, indtil vi har nået enden. Står vi sammen, kan vi gøre en forskel”.