Det handler om god service
Jan Isso bor i Hadsten - men nu kender han snart hele Laurbjerg
Et par unge skoleelever slentrer forbi ude på Østergade i Laurbjerg denne stille eftermiddag.
De får lige et vink fra Jan Isso inde i Laurbjerg Pizza & Grill.
En cyklist kører den modsatte vej. Han når også at få et vink med på vejen.
“Kender du alle her i Laurbjerg, “ vil jeg gerne vide.
“Nej, ham på cyklen har jeg kun set på sprogskolen i Hadsten,” siger Jan Isso, der i 2011 kom til Danmark som kurdisk flygtning fra Syrien. Han bor i Hadsten, men tager så til Laurbjerg for at lave pizzaer hver aften.
Flygtede fra Syrien
Han boede i udkanten af Aleppo, men måtte flygte fra krigen som mange andre. Nu bor han i Hadsten, men arbejder her i Laurbjerg.
Jan Isso har siden 1. maj haft gang i pizzaovnen på Østergade 16. “Jeg kan rigtig godt lide det her, men om dagen kører jeg varevogn for at tjene nok,” siger han, der sætter service over alt andet.
“De skrev på min facebook ovre fra skolen, en aften efter lukketid. Men jeg kørte til Laurbjerg og lavede de 12 familiepizzaer, som de gerne ville have. De var blevet sultne, og så må vi jo gøre noget,” siger han med et smil. Han får hjælp af Mohammed.