Fortsæt til indhold

Kongelig sten er forsvundet - og fundet igen

Historisk sten fra 1743 er forsvundet fra vejkant ved Østbirk

Samfund
Jeppe Rafn

Opdatering af artiklen: Efterlysningen i pressen af stenen gav hurtigt pote. En borger har ringet og fortalt, at han har passet på den, efter den er blevet væltet, formentlig som følge af påkørsel af en bil. Den kongelige sten skal nu sættes op igen på sin plads.

Efter reformationen i 1536 blev der etableret store vildtbaner rundt omkring i Danmark. Det var områder, hvor kun kongen havde ret til at drive jagt - hvis andre hunde gik løse på området, risikerede de at blive 'lemmet', det vil sige delvis afhugning af det ene forben, og uvedkommende havde ingen med bøsser. Med tiden blev der opsat pæle af træ og senere vildtbanesten for at markere vildtbanerne, der i dag er fredede fortidsminder.
En af disse vildtbanesten er i løbet af foråret eller vinteren forsvundet fra en vejkant ved Potmosevej øst for Østbirk. Det var en borger, der henvendte sig til kommunen om, at stenen var væk, og en eftersøgning af stenen har ikke givet resultat.
“Jeg har været nede i grøften at gå, og den skulle være til at finde, hvis den var der. Jeg har også været i kontakt et firma, der for nylig har asfalteret derude, og de har heller ikke gjort noget ved stenen,” oplyser arkæolog Aase Gyldion Kristensen fra Horsens Kommune.
Stenen er i granit og 95 centimeter høj, 35 centimeter bred og 28 centimeter dyb, så det er altså ikke en sten, man sådan lige fjerner.
“Jeg tror ikke, den er fjernet ved en fejl eller tilfældighed. Det er flot sten, og der er nok nogen, der synes den er flot og spændende at have stående i sin have,” arkæolog Aase Gyldion Kristensen fra Horsens Kommune.

Frit lejde

Kommunen og Slots- og Kulturstyrelsen vil meget gerne have den fredede sten tilbage, og hvis man ved noget, kan man henvende sig til naturogmiljoe@horsens.dk eller konsulent Marie Walther i Slots- og Kulturstyrelsen på max@slks.dk eller telefon 33 74 52 14.
Man er også velkommen til at aflevere den store sten ved en af indgangene til rådhuset i Horsens, uden at man kommer under anklage for at have stjålet den.
“Vi har aftalt, at der er frit lejde for at aflevere stenen,” fortæller arkæolog Aase Gyldion Kristensen fra Horsens Kommune.
Den forsvundne sten ved Østbirk var en del af Skanderborg Vildtbane, som var en af de store kongelige vildtbaner i Jylland. Den gik fra nord for Horsens til syd for Horsens og omfattede altså blandt Skanderborg og Silkeborg.
Stenen har en indhugget krone på den øverste del og derunder et indhugget C med et 6-tal indeni, der står for Christian 6. Herefter står der SD A1743, hvilket står for Skanderborg Distrikt Anno 1743.
Vildtbanestenene har sandsynligvis oprindeligt været malet rød, og inskriptionen har været trukket op i hvidt eller gult. Omkring 120 vildtbanesten er bevaret og fredet som fortidsminde.

Google Street View foto af vildtbanestenen, der har stået på vestsiden af Potmosevej lidt syd for Såby.
Den røde streg markerer Skanderborg Vildtbanes grænse mod syd og øst. Illustration: Slots- og Kulturstyrelsen.