Inge Boie modtager Ole Laursen Prisen 2023
Lørdag modtog Inge Boie Ole Laursen Prisen for sit store engagement i Mols sommerfest
Ole Laursen Prisen gives til en person, der igennem længere tid har ydet en frivillig indsats på Mols og Helgenæs. Det er 10. gang prisen uddeles og desværre også sidste gang. Men, der var ingen tvivl om, hvem der skulle have den sidste Ole Laursen Pris. Inge Boie, som er indbegrebet af sommerfest på Mols, modtog prisen lørdag 8. juli under samme sommerfest.
Hun startede i IF Mols’ Festudvalg i 1980, som arrangør af fastelavnsfester, julefrokoster osv. I 1981 kom hun med i håndboldbestyrelsen og senere samme år i IF Mols’ hovedbestyrelse. I 1982 kom Inge Boie i sommerfestudvalget, og der sidder hun stadigvæk.
Hun arbejder i døgndrift gennem hele sommerfesten og er altid at finde på pladsen. Og der er altid fart over feltet. Sidste år måtte kun have cyklen til hjælp, så hun kunne komme lynhurtigt rundt på pladsen – og dermed nå endnu flere opgaver. Deltagerne måtte så springe for livet, når Inge kom fræsende.
Ifølge vedtægterne, som blev oprettet, da pengene i sin tid blev søgt i Tved Sparekasses Fond, skulle evt. overskud gå til Kræftens Bekæmpelse – øremærket forskningsområdet.
Det var derfor naturligt, at det skulle være René Kornum, som uddelte prisen i år, da han er ambassadør for Kræftens Bekæmpelse på Mols og Helgenæs. Der er godt 13.000,- kr. tilbage på kontoen, som René Kornum sørger for bliver afleveret til Kræftens Bekæmpelse.
Penge på en vogn
Inge Boie er kendt for at passe godt på pengene. Hun køber helst billige evt. brugte gamle sager. På et tidspunkt købte Inge Boie nogle trækvogne, som skulle hjælpe de frivillige, så de ikke skulle løfte og slæbe så meget. Efter EN tur med fustager eller stænger til det store madtelt, gik de i stykker. Man kan købe ting lidt for billigt, måtte de frivillige konstatere!
Men trækvognen kom til at spille en hovedrolle under festlighederne. De frivillige havde gemt en trækvogn, som blev samlet til årets sommerfest – og da vinderen skulle kåres, blev vognen brugt til at fragte checken på kr. 5000 og en buket blomster frem til den sidste vinder af Ole Laursen-prisen. På den måde var Inge som altid – denne gang lidt mere indirekte - med til at finde løsninger i kaos, og det er alle omkring sommerfesten hende dybt taknemmelige for.
Hermed blev der altså bundet en sløjfe på ti år med Ole Laursen prisen. Tillykke til Inge Boie.