Torben solgte slik til 5 øre - nu takker han af efter 51 år
Verden har ændret sig en del, siden Torben Langhoff Christensen i starten af 1970'erne købte en kiosk i Galten.
Kong Frederik 9. dør, og hans 31-årige datter udråbes til dronning Margrethe II. Anker Jørgensen overtager posten som statsminister. Watergate-skandalen ruller i USA.
1972 er også året, hvor Torben Langhoff Christensen bliver bestyrer af B.J. Kiosken i Galten. I 1974 køber han kiosken og omdøber den Galten Kiosk. Mens verden i det seneste halve århundrede har ændret sig på uforudseelige måder, har Galten Kiosk været en konstant.
29. juli er det slut. En epoke er forbi. En konstant forsvinder.
Det er ikke uden vemod, Torben Langhoff Christensen lukker Galten Kiosk. Han har tilbragt en anseelig del af sit liv i kiosken på Nørregade 10. Tiden er dog inde, mener han. Næste gang, han har fødselsdag, fylder han 78 år, og der er fundet en køber af grunden.
VHS og Betamax
I 1972 havde Torben Langhoff Christensen et fuldtidsjob i et firma, der solgte værktøj og beslag. Som bibeskæftigelse arbejdede han i en kiosk i Vest Teatret i Brabrand. Biografkiosken var ejet af Brdr. Jacobsen, der havde et chokoladefirma i Skødstrup, og da brødrene tilbød Torben Langhoff Christensen at være bestyrer af en ny kiosk i Galten, sprang han til.
Vi har prøvet at blive røvet fire gange, enten med kniv eller pistol.Torben Langhoff Christensen
Som indledningen af denne artikel gerne skulle illustrere, er det en del år siden, Torben Langhoff Christensen første gang betjente kunder i kiosken i Galten.
»Vi havde slik til 5 og 10 øre, og mange, der i dag er voksne og har børn, kom i min kiosk, da de var bittesmå. I starten var halvdelen af kiosken en slikbutik. Livet i kiosken har ændret sig enormt i min tid. Vi har udlejet film på VHS- og Betamax-bånd, vi har solgt kolonialvarer, og vi har fået frisk brød fra en bager. I dag bruger vi halvdelen af tiden på pakkepost. Det er ganske udmærket, for det skaffer kunder til, og så kan der ryge et blad eller en lottokupon med,« siger han.
12 timers dage
Torben Langhoff Christensen og hans 75-årige kone, Ytha, bor 200 meter fra Galten Kiosk. Parret har en søn og en datter og fejrede guldbryllup for fire år siden. Indtil for to år siden, arbejdede Torben fuldtid i kiosken. I dag er han der nogle timer om dagen.
Hvis fuldtid forstås som omkring 38 timers arbejde om ugen, er det ikke et dækkende ord for Torbens arbejdsliv i knap 50 år.
»Det er ikke et 8-16 job. Det har ofte været 12 timer om dagen. Da vi startede, havde vi åben fra 7-22. Det ændrede sig dengang, supermarkederne begyndte at holde åben i weekenderne,« siger han.
Det er svært at komme igennem et arbejdsliv uden dårlige dage. I en kiosk kan en dårlig arbejdsdag være rigtig, rigtig dårlig.
»Vi har prøvet at blive røvet fire gange, enten med kniv eller pistol. Det er altid gået ud over personalet, og nogle har fået psykologhjælp bagefter. Det er synd, det er gået ud over de unge mennesker. De er sgu da mere sarte end sådan et gammelt røvhul som mig,« siger Torben Langhoff Christensen.
Fut fut
Langt de fleste dage i kiosken har dog været gode, lyder det fra Torben Langhoff Christensen. Det største beløb, der er vundet på en af spillemaskinerne i Galten Kiosk, er i øvrigt 38.000 kroner. Så ved du det.
Når Galten Kiosk lukker, vil bygningen blive revet ned, og der vil formentlig blive bygget lejligheder på grunden, oplyser Torben Langhoff Christensen.
Han får snart mere tid til at dyrke sin fritidsinteresse, hvor han kører turister og andet godtfolk fra A til B eller B til A.
»Jeg kører veterantog på Veteranbanen Bryrup-Vrads. Vrads Jeg har, selvfølgelig med nogle undtagelser, været lokomotivfører hver tredje søndag gennem 22 år. Jeg kan bedst lide at køre triangler eller skinnebusser,« siger han.
Veterantogene kører på en cirka fem kilometer lang strækning af den nedlagte Horsens-Silkeborg jernbanestrækning, angiveligt »Danmarks smukkeste jernbanestrækning.«
For nylig skrev Torben Langhoff Christensen et opslag om lukningen af Galten Kiosk i en lokal facebookgruppe. Flere end 850 personer har i skrivende stund reageret på opslaget, flere end 100 har kommenteret opslaget.
»Jeg er rigtig glad for, at der kommer så mange pæne kommentarer. Det er bedre, end at de skriver: ”Det var sgu da tide.” Vi må jo have været flinke,« Torben Langhoff Christensen.
Han får de sidste ord, lånt fra det facebookopslag, han har skrevet om lukningen.
»Tak for den tillid, der er vist os igennem de mange år.«