Fortsæt til indhold

Grøn alliance: Lad kommunerne beholde skatter fra nye grønne projekter

De kommuner, der udbygger vedvarende energi, skal have lov til at beholde en større del af skatteprovenuet, mener ny, grøn alliance. Borgmester i Syddjurs går gerne i dialog, men mener, at det bør være de nærmeste naboer til solceller eller vindmøller, der skal have gavn af midlerne

Samfund

Vind- og solenergi på land er den hurtigste måde at udbygge vores vedvarende energi, der skal sikre vores energiuafhængighed og sætte fart på den grønne omstilling, og de kommuner, der udbygger vedvarende energi, skal have lov til at beholde en større del af skatteprovenuet. Det mener en ny grøn alliance i følge en pressemeddelelse fra Dansk Erhverv.

Alliancen for vedvarende energi bestående af Dansk Erhverv, Vestas, Green Power Denmark, Eurowind Energy, Landbrug & Fødevarer, Norlys, European Energy, NRGi og Andel kalder nu på handling for at få opsat flere gigawatt sol- og vindenergi på land.

For at øge incitamentet til at sætte turbo på udbygningen af vedvarende energi i de enkelte kommuner, foreslår alliancen i et nyt udspil, at kommunerne selv beholder en større del af skatteindtægterne fra nye sol- og vindanlæg, der opstilles inden for kommunegrænsen.

Konkret skal det ske ved, at den kommunale indtjening fra jordskatter og erhvervsbeskatning fra nye sol- og vindprojekter bliver friholdt fra den kommunale udligning. Det vil betyde, at de kommuner, der gør meget for at få mere vedvarende energi op, bliver belønnet direkte – til gavn for den enkelte borger i kommunen.

»Flere vindmøller og solceller kommer til at forandre det danske landskab. Det er kun ret og rimeligt, at de borgere, der oplever de største gener ved de grønne projekter, også får belønningen,« udtaler adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen i pressemeddelelsen.

Den holdning tilslutter borgmester i Syddjurs Kommune, Michael Stegger Jensen (S) sig.

»Jeg synes, det er spændende at læse om den nye alliance for vedvarende energi, og de tiltag, de gerne ser indført. Jeg er optaget af, at der skal findes en løsning, som borgerne i Syddjurs får mest ud af, og om det lige sker ved at jord- og erhvervsbeskatning friholdes af udligning, er jeg ikke klar over.«

Naboer skal belønnes

Han fortæller, at han personligt synes bedst om ideen om partnerskaber med de lokale borgere.

»Det skal i endnu højere grad skal være de nærmeste naboer og landsbyer, der skal have gavn af de midler, der kommer ind via sol- og vindenergi som nabo. Det kan for eksempel være til legepladser, cykelstier, mere natur og meget andet i lokalområdet. Forslaget giver økonomi til den samlede kommunekasse, og her vil jeg foretrække midlerne bruges lokalt i nærhed af VE-anlæggene.

Michael Stegger Jensen forventer, på bagkant af alliancens nye udmelding, at de mange aktører i alliancen kontakter KL for et samarbejde, hvis ikke de allerede har gjort det.

»Vi er klar til dialog i kommunerne, i hvert fald her i Syddjurs. Samlet set glæder jeg mig til at høre mere om, hvordan alliancen tænker sit forslag udformet helt konkret. Men uanset, så kræver enhver form for omstilling til vedvarende energi via solceller, at vi får udbygget energinettet, så vi kan levere strøm via de seks solcelleanlæg, der er på vej i Syddjurs. Det er det vigtigste lige nu.«

Alliancen er opstået i kølvandet på regeringens ambition om at firedoble mængden af grøn strøm på land i 2030 – svarende til f.eks. 8,2 GW landvind og 20 GW sol eller, hvad der svarer til strøm til 12,5 mio. husstande. Men udbygningen går ifølge alliancen for langsomt, og derfor skal der også indføres forpligtende minimumsmålsætninger for vedvarende energi på land i kommunerne. Hvis målsætningen skal opfyldes, skal der ifølge alliancen opsættes 2,3 GW om året.