Beskæftigelsen stiger i Østjylland - bare ikke på Djursland
Dansk erhverv melder om jobrekord i Østjylland, men på Djursland går det den anden vej
Tal fra Danmarks Statistik viser, at syv kommuner i det østjyske har såkaldt jobfremgang, mens fire har jobtab. De to kommuner på Djursland hører til den sidste kategori.
I første kvartal 2023 steg lønmodtagerbeskæftigelsen i Østjylland med 1.841 personer. Det bringer beskæftigelsen i Østjylland op på et nyt rekordhøjt niveau på 454.826 personer, viser en særkørsel fra Danmarks Statistik, som Dansk Erhverv har bearbejdet og udsendt i en pressemeddelelse.
Trods inflation, kraftige rentestigninger samt vækstafmatning på eksportmarkederne er der dermed tale om en ny jobrekord.
»Det østjyske arbejdsmarked imponerer med ny jobrekord trods økonomisk modvind fra høj inflation, kraftige rentestigninger samt vækstafmatning på de danske eksportmarkeder. Det burde tage damp ud af arbejdsmarkedet, men det er ikke sket. Tværtimod er arbejdsmarkedet fortsat varmt. Det østjyske arbejdsmarked har i det hele taget været overraskende robust overfor den økonomiske modvind. Det er først og fremmest en glædelig nyhed,« siger Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.
I første kvartal er der jobfremgang i syv østjyske kommuner. Med fremgang på 1.376 jobs er Aarhus kommune det helt store joblokomotiv i Østjylland. Der er desuden flot fremgang på 395 jobs i Silkeborg kommune, hvilket svarer til en fremgang på 1 pct. Det er flot vækst på blot et enkelt kvartal.
Der er desværre jobtab i de fire østjyske kommuner Horsens, Syddjurs, Norddjurs samt Randers. Tilbagegangen er ikke alarmerende, fordi det kommer ovenpå flere år med flot fremgang.
Udsigt til jobtab
Der er dog meget, der tyder på, at jobfesten ikke varer ved. Senere i 2023 venter Dansk Erhverv, at beskæftigelsen vil falde på grund af de høje renter samt vækstafmatning på de danske eksportmarkeder.
»De danske eksportvirksomheder vil blive ramt af vækstafmatning på flere vigtige danske eksportmarkeder. Vækstafmatningen er tydeligst i Tyskland, Sverige og Storbritannien. Når der er økonomisk tilbagegang på de danske eksportmarkeder, giver det dårlige afsætningsmuligheder for de danske virksomheder,« siger Kristian Skriver.
De markant højere renter lægger derudover en dæmper på byggeriet. Der bliver fortsat færdiggjort meget byggeri, men der bliver igangsat mindre nyt byggeri. De færre igangsættelser af nyt byggeri vil på sigt ramme aktiviteterne i byggeriet. Dermed er det også i byggeriet, der rammes af kraftige rentestigninger, og industrien, der rammes af vækstafmatningen, at der er størst risiko for jobtab, lyder det afsluttende i pressemeddelelsen fra Dansk Erhverv