Fortsæt til indhold

St. Sjørup håber på godt vejr til næste Sommerby

God plads mellem gæsterne og boderne ved juli måneds Sommerby nummer to i St. Sjørup.

Samfund

Den første Sommerby 2023 St. Sjørup den første tirsdag i juli var mildest talt både blæsende og våd, og der var ikke meget fest og stemning på pladsen omkring byens maleriske sø. Sommerby tirsdag 11. juli, var lidt bedre, men dog ikke så sommerlig og ikke med så mange boder og gæster, som arrangørerne kunne ønske sig. Tørvejr indimellem afløstes af både smådrypperi og rigtig regn.

Det tredje sommerby-marked fandt sted tirsdag i denne uge, og heldigvis var vejret rigtig flot.

»Vi havde en skøn, skøn sommeraften og et rigtig godt marked,« fortæller Martha Vestergaard, ansvarlig for madteltet.

Tirsdag i næste uge, 25. juli, er der mulighed for at komme til marked igen. Det er fjerde og sidste Sommerby St. Sjørup i år.

Nyt tag må udskydes

De to første regnvåde sommerby-dage kommer til at kunne mærkes på omsætningen og dermed næste års pengebeholdning til renovering og reparationer på byens fælleshus, fortæller Lars Gaaie, formand for St. Sjørup Bylaug. Han forventer derfor, at nyt tag og andre større forbedringer må udskydes.

Skønsmæssigt anslår han omsætningen den første tirsdag til cirka 35.000 kroner.

»Vi skal helst over 300.000 kroner i omsætning, så vi må satse på, at de sidste to Sommerby-dage bliver lidt bedre. Det er træls, det her.«

Indtægterne stammer dels fra madteltene og dels fra leje af stadepladser.

Lars Gaaie, formand for bylauget, og Martha Vestergaard, tovholder for madteltene. Foto: Anette Bonde.

Faste grundomkostninger

Udover Sommerby har bylauget også indtægter fra udlejning af fælleshuset, fællesspisning og andre aktiviteter hen over året, men det er Sommerby, der skaffer hovedparten af pengene til drift og vedligeholdelse af fælleshuset.

»Problemet er, at vores grundomkostninger er uafhængige af vejret. For eksempel skal de musikere, der spiller, jo have deres hyre uanset vejret. Og stadeholdere har indtil nu kun betalt, hvis de er mødt op.«

Indtil nu har bylauget nemlig opkrævet leje for stadepladser på selve dagen.

»Det bliver vi nok nødt til at tage op. Vi overvejer i hvert fald forudbetaling.«

Anne-Grethe Johansson og Herly Kroer, Grenaa, tager hvert år til Sommerby i St. Sjørup. Foto: Anette Bonde.

»Vi kan jo kun blive våde«

Trods vejret var parkeringspladsen udenfor landsbyen fyldt nogenlunde op på sommerby nummer to, og der var da også en del mennesker hen over dagen.

En familie kommer cyklende fra det nærliggende sommerhusområde og begiver sig ind på pladsen. De fortæller, at de plejer at besøge Sommerby hvert år, når de er i deres sommerhus.

Annie Poulsen, Skovby, sælger tupperware, Hun kom også i tirsdags men undlod at pakke sine varer ud. Vejret var simpelthen for ringe. Denne tirsdag har hun et fint flow af gæster i sin bod. Hun vil også være på pladsen de kommende tirsdage.

Hos Uwe Thomsen finder man ting og sager af forskellig art. Helle Pedersen har for eksempel lige købt en skibsklokke og en hammer. Skibsklokken skal hænge i hendes havehus og hammeren, ja den kan man jo altid få brug for, smiler hun.

Under hver sin paraply kommer Anne-Grethe Johansson og Herly Kroer, Grenaa, langsomt gående og ser ud til at hygge sig.

»Vi plejer at være her - regnvejret jager os ikke væk, vi kan jo kun blive våde. Vi skal jo se, om der er noget, vi mangler,« smiler de.

Dan Bitsch og Dorte Christensen havde også en stand i St. Sjørup sidste år. Det var både hyggeligt og godt. I år er det mere vådt, men Dorte kan dog notere at have solgt en del tupperware. Foto: Anette Bonde.
Svanerne er vant til sommergæsterne og pynter søen så flot. Foto: Anette Bonde.
Familien her kommer cyklende fra deres sommerhus. Foto: Anette Bonde.