Fortsæt til indhold

Anni siger tak efter 19 år og lukker Blomsterhjørnet

Sidste åbningsdag i Blomsterhjørnet i Thorsager er lørdag 29. juli.

Samfund

Siden 2004, det vil sige i 19 år, har Anni Holst leveret blomster, buketter, krukker, lækkerier og gaveæsker til by og land fra sin butik Blomsterhjørnet på Vestergade 1 i Thorsager.

Lørdag 29. juli er det slut, og måske er butikken helt tømt til den tid. I hvert fald giver hun 50 procent rabat på alt fra tirsdag den 18, både på varer og inventar.

Anni er klar

Det kan på mange måder være svært at sige farvel til en livlig og aktiv hverdag med kunder og leverandører. Men Anni Holst mener nu, at hun er klar. Fra september er hun folkepensionist, og gigten er også begyndt at plage mere.

»Jo, jeg har jo arbejdet hele mit liv, altså siden jeg var 14 år og kom i lære som butiksassistent. Så nu glæder jeg mig faktisk til at have mere fritid.«

Hendes dag i butikken starter tidligt hver dag. Tre dage om ugen skal hun endda være parat fra klokken 06 til at tage imod blomsterbilen. Indtil hun åbner butikken klokken 10 benytter hun tiden til at binde bestillinger op, vasker vaser og gør butikken klar. Klokken 17 er der fyraften.

Ud og fiske

Anni Holst glæder sig især til at se mere til sine børnebørn.

»Ja, for de går altid til deres bedstefar. De spørger aldrig efter mig, for jeg er jo altid på arbejde,« siger hun med et glimt i øjet.

At passe have og hus er også på listen, og så er der lystfiskeriet fra stranden sammen med husbonden Jens og de af børnene og børnebørnene, der vil med.

»Inden jeg fik butikken, fiskede jeg rigtig meget. Så havde vi børnene med, og en madpakke og måske en engangsgrill. Nu bliver det også med børnebørnene.«

Hun har næsten lige været afsted sammen med Jens, deres søn og svigerdatter og de tre børn. Kun Anni fangede noget, en lille rødspætte, som hun kastede ud igen. Men det var alligevel en dejlig eftermiddag med snak, hygge og godmodige konkurrencer.

Fra butiksassistent til blomsterbinder

Butikken hvor Anni Holst gik i lære som butiksassistent som helt ung pige, var i den daværende købmandsbutik i Thorsager. Uddannelsen tog fire år, men da hun var færdig valgte hun at tage arbejde som laboratorieassistent, først hos S-Foto i Skødstrup og senere hos Hammerschmidt, i Risskov, det senere Kodak.

Derfra kom hun til Jysk Binderi i Tilst, og det var her, hun fik smag for blomsterbranchen. Hun tog uddannelsen på Beder Gartnerskole, og var så klar til at starte som selvstændig blomsterbinder.

Hun og Jens købte nu huset i Vestergade, og selv om mange tvivlede på projektet, åbnede hun Blomsterhjørnet med butik og binderi i den forholdsvis lille landsby.

Anni Holst gjorde al skepsis til skamme og skabte en sund butik med kunder over det meste af Syddjurs. I dag er Jens for eksempel i Helgenæs med blomster til en begravelse, og han kører rask væk til Tøstrup, Mørke, Kolind, Marie Magdalene, og hvor kunderne ellers ringer fra.

»Jeg har elsket hver eneste dag og har aldrig været ked af at komme på arbejde,« slutter Anni Holst glad, snart pensionist.