Fortsæt til indhold

Da Maria og Benjamin købte deres funkisvilla fra 1939 var den allerede fuld af affektionsværdi

På en villavej i Åbyhøj har familien Hass optimeret og renoveret huset, der rummer helt særlige minder. Genbrug, arvestykker og garagefund er gennemgående for husets stil.

Samfund

Det var egentlig ulykkelige omstændigheder, der gjorde, at Maria (34 år) og Benjamin Hass (32 år) endte med at købe deres funkisvilla i Åbyhøj, som havde dannet ramme om Marias barndomshjem i 20 år.

Hendes far døde pludseligt, og huset stod for at skulle sælges. Så for parret, der på daværende tidspunkt boede i lejlighed, var det pludselig en oplagt mulighed at overtage huset.

»Vi havde kigget lidt efter en ny bolig, og de ting vi drømte om, ville bare passe godt ind i det her hus. Samtidig behøvede vi ikke at tage afsked med huset og alle minderne. Det gik bare op i en højere enhed, og vi kunne ikke være endt bedre end her,« fortæller Benjamin Hass, mens vi nyder solen i haven på en varm junidag.

Men følelserne kan være overvældende, når man køber sit eget barndomshjem. Det gælder ikke blot for Maria Hass, men også hendes mand.

Vi er nogle rigtige krummeluremennesker. Vi har genbrugt mange gamle ting fra kælderen for at bevare en masse sjæl og historie i huset og skabe en følelse af, at man går rundt i et hjem.
Maria Hass

»Vi havde mange snakke inden, vi købte huset. Benjamin skulle jo kunne se sig selv flytte ind i mit barndomshjem. Både forud for købet og gennem hele renoveringsprojektet har det ført til mange samtaler,« fortæller Maria Hass.

Parret har stået i en personlig konflikt mellem at bevare minderne og samtidig ville skabe sit eget hus som en ny familie.

»Der har været mange ting, jeg ikke har været klar til at gøre i huset endnu, fordi der også har været sorg involveret. Der er nogle ting, vi havde gjort, hvis vi ikke havde en tilknytning til det. Samtidig har der været nogle ting, som jeg nærmest ikke kunne vente med at få ryddet op i og skille mig af med. Der var blandt andet et grønt gulvtæppe på kontoret, som bare skulle væk,« smiler Maria Hass.

Maria Hass er særlig glad for læsekrogen i stuen med den indbyggede bogreol. Foto: Skovsager

Dårlig timing

Huset havde senest fået en overhaling af Marias forældre i 1980’erne. Parret ville derfor gerne renovere og optimere huset med det samme. I samme periode kom datteren, Maya, til verden.

»Foruden sorgen af min fars død og et spædbarn på armen, ramte corona og lange leveringstider midt i renoveringen. Det var bare dårlig timing og et dyrt tidspunkt at renovere på,« fortæller Maria Hass.

Corona gjorde, at der skulle træffes hurtige beslutninger, som blev efterfulgt af flere ugers ventetid.

»Processen var sådan, at man traf en hurtig beslutning, ventede otte uger, arbejde på fuld knald i fjorten dage og derefter ventede igen. Heldigvis er Benjamins holdning tit, at hvis jeg kan lide det, så kan han også,« siger Maria Hass.

Renoveringen startede med nogle ”kedelig og praktiske” projekter, forklarer parret.

»Vi startede med alle de ”kedelige” og lidt mere praktiske ting. Vi havde en snak med en entreprenør om vinduer, døre og taget. Derudover fik vi skiftet vores brændeovn, som var ulovlig. Vi fik nye hårde hvidevarer, og i den forbindelse blev vores el- og varmeregning halveret,« fortæller Maria Hass.

I dag har parret optimeret stueetagen med nye vægge, el-installationer, vinduer og givet køkkenet en overhaling med ny emhætte og bordplade.

Når man bevæger sig rundt i huset, er det tydeligt at mærke, at kræfterne for er lagt i kælderrenoveringen. Der har parret renoveret alle rum i moderne funkisstil, hvor den oprindeligt farverige kælder er blevet videreført i nye sprudlende farver.

Før blev kælderen primært brugt til opbevaring. I dag har parret både kontor, gæsteværelse og husets primære badeværelse dernede.

Hvad har overrasket jer mest ved renoveringsprocessen?

»At alt kan lade sig gøre. De bekymringer og tanker vi havde om projektet, er blevet gjort til skamme. Man skal ikke være bange for at tænke skævt og kreativt, for der er virkelig mange ting, der kan lade sig gøre. Stol på dig selv og dine idéer. Mureren har rost os for vores løsning på badeværelset, som han sagde, at han aldrig selv ville have tænkt,« fortæller Benjamin Hass.

»Og så spørg fagfolk til råds. Du kan for eksempel spørge, om de ville gøre det hjemme hos dem selv, så har man det in mente og kan træffe beslutningen med ”åbne øjne”,« supplerer Maria Hass.

Har I nogle gode råd til andre, der går med renoveringsdrømme?

»Hvis man har lyst til det, så kom i gang. Hav en idé om, hvad man gerne vil, men vær klar til at planen skrider, fordi du kan alligevel ikke planlægge hele processen. Hvis man har mulighed for det, så vil jeg klart anbefale at udnytte fleksibilitet på jobbet,« siger Benjamin Hass.

»Lad være med at regne med en mundtlig aftale. Vær din egen projektleder, men tør spørge fagfolkene. De kender som regel nogle simple løsninger, som ikke er så bøvlede som dem, man kan slå op på nettet. Sørg for at have en plan, men vær klar på, at den kan skride,« supplerer Maria Hass.

Hun mener, at man kommer langt ved at se charmen i de skønhedsfejl, man sandsynligvis kommer til at lave.

»Vi skulle for eksempel lige finde metoden med filt på væggene. Ude i gangen blev det ikke særlig pænt, men det er okay, for jeg har selv gjort det, og det er jeg stolt af,« fortæller Maria Hass.

Arvestykker og »gammelt lort«

Indretningen af den 110 kvadratmeter funkisvilla består af et miks af lidt af hvert. Huset har ikke meget af værdi – men derimod masser af affektionsværdi.

Bortset fra et par enkelte Ikea-møbler er alle møbler genbrug og arvestykker. Derudover skaber nips fra loppemarkeder den personlige stemning, mener Maria Hass, der nyder at finde ting på loppemarkeder.

»Vi er nogle rigtige krummeluremennesker. Vi har genbrugt mange gamle ting fra kælderen for at bevare en masse sjæl og historie i huset og skabe en følelse af, at man går rundt i et hjem. Vil hellere bo grimt og gammelt med historie end hvidt og klinisk,« fortæller Maria Hass og forklarer, at hun har brugt meget tid på at rykke rundt i stuen for at »få det hele til at spille sammen.«

Og nu har huset den helt rigtige personlige stemning, synes hun.

»Vores hjem er egentlig bare en blanding af arvestykker fra mine forældre og bedsteforældre, gammelt lort og ting, vi har fundet,« siger hun.

»Ja, vi har nærmest mere brugt end nyt fra Ikea,« griner Benjamin Hass.

»Vi investerer ikke i designerting, men nyder at finde brugte ting med sjæl og historie. Jeg er nem at gøre glad, hvis tingene har en pæn farve, og det meste kan heldigvis males,« siger Maria Hass.

Huset er indrettet med hjertet i mere end én forstand. Tager man et kig rundt i haven, spotter man hurtigt, at haven er fyldt med hjerter. De mange hjerteformede elementer stammer fra Marias far, som havde en virksomhed, der producerede hjerter.

Det er nærmest uundgåeligt ikke at se de mange hjerter, når man bevæger sig rundt i haven. Foto: Skovsager
Foto: Skovsager
Foto: Skovsager

»Vi har så mange hjerter, men det er igen en ting, som vi ikke kan skille os af med,« siger Maria Hass.

Hvad er jeres tilgang til genbrug?

»Hvis vi står og mangler et møbel akut, så går vi i Ikea. Men der skal vi føles os helt sikre og have in mente, at det skal holde i mange år. Vi vil altid vælge genbrug eller arvestykker, hvis det er muligt. Det gode ved billige eller gratis møbler er, at man ikke behøver at have dårlig samvittighed, hvis man på et tidspunkt ikke synes, det passer ind i ens hjem alligevel,« siger Maria Hass.

»Det er også vigtigt, at det er funktionelt. Jeg har et nyt og hvidt hæve-/sænkebord, fordi det skal bare fungere. Derudover er vores tv-møbel også nyt, fordi der ikke lige var noget, som passede,« tilføjer Benjamin.

Hvad er jeres strategi, når I går på genbrugsjagt?

»Vi har fundet nogle steder, som matcher vores stil, og hvor vi er enige med æstetikken. Vi har tre til fire steder, vi holder øje og altid kan samle inspiration. Vi går også meget i Brugtvareterminalen og holder øje i grupper på Facebook og går på loppemarkeder. Vi skriver altid ned, hvad vi mangler, så vi ikke kommer til at impulskøber. Det kan man nemt gøre med genbrugsting,« siger Maria Hass, der primært står for nye køb til hjemmet.

Hvad er det senest erhvervede møbel til jeres hjem?

»Jeg er med i nogle grupper på Facebook her i kvarteret. Her var der en, som skrev, at hun havde stillet et sofabord ud på vejen til gratis afhentning. Det passer perfekt ind i vores stue. Det har runde kanter, så vores datter ikke kan slå hovedet, og så er det lidt slidt. Så det var egentlig meget tilfældigt, men perfekt for os,« siger Maria Hass.

Hvad får I mest opmærksomhed for ved huset?

»Jeg tror faktisk mange lægger mærke til arkitekturen ved huset før indretningen. Men vi får nok mest opmærksomhed på vores håndlavede væg til væg reol og badeværelset i kælderen.«

Parret fortsætter renoveringen af entréen og soveværelset til sommer. De har en drøm, om at bygge en terrasse - et projekt, som kræver et særligt tilløb, fordi det var Marias far, som anlagde terrassen i sin tid.