Ældre i Skanderborg får den hjemmehjælp, de skal have - i hvert fald ifølge tallene
I de seneste år har flere kommuner skåret i antallet af visiterede hjemmehjælpstimer. Skanderborg lader til at gå i nul. Spørgsmålet er, om det er nok.
»Når jeg ser på tallene for Skanderborg Kommune, tænker jeg, det står godt til. Dem, der skal have hjælp i Skanderborg, får tilsyneladende den hjælp, de skal have. Men det er jo altså kun tal.«
Sådan lyder det fra sektorformand for FOA Silkeborg-Skanderborg, Lone Smedegaard, der på foranledning af Uge-Bladet Skanderborg er dykket ned i de seneste tal for antallet af visiterede hjemmehjælpstimer i landets kommuner. FOA har netop lavet en opgørelse på baggrund af kommunernes indberetninger til Danmarks Statistik.
Tallene, der er fra 2021-2022, viser, at Skanderborg Kommune i 2022 brugte godt 6200 flere timer på visiteret hjemmehjælp end i 2021. Det svarer til en stigning på 2,8 procent i en kommune, hvor antallet af borgere over 65 år i samme periode steg 2,7 procent.
Kigger man på vores nabokommuner, faldt antallet af visiterede hjemmehjælpstimer med hele 15 procent i Odder, hvor antallet af borgere over 65 år i samme periode steg 2,6 procent. I Silkeborg var der et fald på 3,7 procent, mens antallet af ældre borgere steg med 2,3 procent. I Horsens faldt antallet af visiterede hjemmehjælpstimer 3,1 procent, antallet af ældre borgere steg 2,4 procent.
»Den største bekymring«
Mens tallene viser, at Skanderborg Kommune som udgangspunkt ikke har skåret i antallet af visiterede hjemmehjælpstimer, er der visse forbehold, understreger sektorformand Lone Smedegaard.
»Tallene siger ikke noget om, om de ældre, der får hjælp, har brug for mere hjælp, end de kan få. Spørgsmålet er, om krav og ressourcer passer sammen. Det kan jo være, der er behov for mange flere timer i forhold til borgernes behov for plejeomsorg,« siger hun til Uge-Bladet Skanderborg.
Hun pointerer også, at færre ældre end tidligere bliver visiteret til hjemmehjælp.
På landsplan faldt antallet af visiterede hjemmehjælpstimer fra 2021 til 2022 med 1,8 procent, mens antallet af borgere over 65 år steg 1,4 procent. Det er »dybt bekymrende,« mener formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen.
»Den største bekymring ligger i, at man får en differentieret hjælp fra kommune til kommune, og så skal man begynde at vælge, hvilken kommune man vil bo i, for at få den hjælp man har brug for. Det er ikke rimeligt, at der skal være så stor forskel på, hvilken hjælp man kan få, afhængigt hvor slunken pengekassen er,« siger hun til Uge-Bladet Skanderborg og fortsætter:
»Rigtig mange steder får ældre nu hjælp til rengøring hver tredje uge, hvor de før fik hver anden uge. Det er i høj grad den praktiske bistand, man har skåret i, men nogle steder har hjemmehjælpere fem minutter til at dryppe øjne på ældre, og det er uansvarligt.«
Det er ikke kun kommunernes ansvar, at der mange steder i landet er færre hjemmehjælpstimer til de ældre borgere.
»Kommunerne er ikke altid skyld i, at man er nødt til at skære, fordi de er underlagt et serviceloft,« siger Tanja Nielsen.
Serviceloftet er et resultat af den økonomiaftale, regeringen og Kommunernes Landsforening hvert år indgår. Aftalen sætter en ramme for, hvor mange penge kommunerne må bruge på serviceudgifter i det enkelte år.