Lynladestander til elbiler er sat op hos Føtex
Der er fortsat mangel på ladestandere i Ebeltoft, men nu er to nye sat op - og de er hurtige.
Ved Føtex på Ndr. Strandvej i Ebeltoft er der netop sat en lynladestander op med to lynladepunkter. Det betyder, at to biler på samme tid kan få batteriet opladet. Lynladestanderen er netop blevet tilsluttet, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Lynladestanderen er fra Danmarks førende ladeoperatør Clever, og alle handlende, turister samt øvrige elbilsejere kan benytte sig af muligheden for at oplade deres bil hos Føtex i Ebeltoft.
Der er i forvejen en ladestander med ét hurtig- og ét normalladepunkt ved varehuset i Ebeltoft. Den får altså nu en makker i form af en lynladestander med to lynladepunkter. Det betyder, at i alt fire biler kan lade bilen på samme tid.
Det glæder varehuschef i Føtex Ole Lambæk Hansen, at han nu kan tilbyde kunderne, at de kan lynlade, mens de fylder varer i indkøbsvognen, og så er det samtidig et godt tidspunkt, lynladestanderen kommer på.
»Det er super, at det sker her i sommerferien, så turisterne, der er her i Ebeltoft, også har mulighed for at lade deres bil. Der er stor efterspørgsel på ladestandere i Ebeltoft, og den ladestander, vi har i forvejen, er meget ofte optaget, så det er virkelig fantastisk, at elbilsejere nu kan lynlade hos os. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en succes, at vi nu kan tilbyde dette,« siger Ole Lambæk Hansen.
Muligheden for at lade elbilen er et vigtigt skridt i den rigtige retning for Salling Group, der ejer Føtex. Koncernen ønsker at minimere sit aftryk på klimaet blandt andet ved at gøre det nemmere for kunderne at træffe valg, så de bidrager til at mindske CO2-aftrykket.
Med placeringen af lynladestanderen ved Føtex i Ebeltoft er Clever og Salling Group med til at opnå en bedre geografisk dækning af Danmarks offentligt tilgængelige ladeinfrastruktur. Det er samtidig også en opgradering af muligheden for at lade lynhurtigt i dit lokalområde.