Norddjurs får sin egen Karenegie Hall

Kare Engvej 1 i Kare er kendt som ’Sognefogedens gård’, fordi den i et par generationer i midten af forrige århundrede var slægtsgård for familien Nygaard, hvor hvervet som sognefoged i Holbæk Sogn gik i arv fra far til søn. Bygningerne ejes i dag af Gitte og Jørgen Laursen, der har haft dyr i bygningerne. I dag står de tomme, og der arbejdes på et salg til den nydannede forening ”Sognefogedens Gård”.

Familien Nygaard ville nok kigge en ekstra gang, hvis de så, hvad gården er ved at blive til. Hver torsdag formiddag mødes en håndfuld af egnens håndgangne mænd med værktøj i hånd, og ind imellem har det meste af byen været samlet ved arbejdsdage og weekender.

Shakespeares Globe

Det skal munde ud i et stort kulturhus og forsamlingssted med teatersal, pub, café, faste stadepladser til marked, køkken og toiletter. Den rummelige landbrugsbygning kommer således til at rumme ’Karenegie Hall’, der har forlæg i Shakespeares Globe i London med teatersæder bygget op som et amfiteater. Pubben, der kommer til at minde om ’The Ancher Inn’ i London, får navnet ’Loyen’, det jyske navn for Laden.

»I stedet for at kalde det et mødelokale, kalder vi det for en pub. Det sælger ideen bedre til de efterlønnere, der går og maser med det. Og det tror de stadig på, at det bliver,« fortæller Hans Jørgen Rasmussen med et glimt i øjet.

I Loyen vil der også være yoga, pileflet, ginsmagning, foredrag eller en hyggelig fredagsbar, hvor man kan vende verdens tilstand.

Harry Potters Diagonalstræde bliver navnet på indgangen, den tidligere port-gennemkøring. Caféen får navnet ’Grevindens Lyst’. Det er valgt for at holde byen på god fod med grevinden, der går igen i Kare eller kører med sit firspand. Hun blev nemlig dømt til at gå igen, fordi hun sværgede falsk overfor Kare-bønderne, da de var uenige om ejerskab til holmen ude i fjorden.

Udover planerne om teater, marked, mindre koncerter etc. er tanken, at Sognefogedens Gård skal være et mødested i afslappede rammer, der er tilgængelig for alle: børnehaven der vil lege teater, byens børn der vil vise deres dyr frem, cykelklubben der kommer forbi, løbere der trænger til en stol og en forfriskning etc.

»De skal være ubemandet og nemt at bruge for byen og oplandet, for eksempel med sodavand i et køleskab og betaling med mobile pay. Og det skal være uforpligtende og gratis, man skal hverken betale entré eller have pænt tøj på for at komme ind,« siger Hans Jørgen Rasmussen.

»Her er vores teatersal«

Overtonerne af Shakespeare er ikke tilfældigt. Den tidligere teatergruppe ’Ofelias Riddere’, der for nogle år siden huserede i det vestlige Norddjurs, prøvede kræfter med både Holberg, Shakespeare og Gustav Wied, da Inge-Lise Maarup tog initiativ til at danne et teater for byerne langs Randers fjord med lokale aktører.

Da Gitte og Jørgens Laursens datter og hendes veninde fyldte 30 år, indtog fødselarerne gårdens rum og indrettede dem til ’Kareskilde Festival’ med scene, rå møbler, indgangsportal, stor bar, trofævæg, gamle redskaber etc. Da festivalen var ovre, mente Kare Bylaug at rammerne burde udnyttes til mere, og inviterede til efterfest. Samme aften opstod ideen om at gøre det til et permanent kultursted.

»Her er vores teatersal jo,» udbrød Inge-Lise Maarup ved synet af den gamle lade, der dog stadig var propfyldt med siloer, tørreri og kornsnegle og foderblandere.

Tid og penge

Hans Jørgen Rasmussen og Jørgen Laursen rystede begge to på hovedet, men de lod sig overtale, og siden har ideen som nævnt fået vinger.

»Vores Shakespeare-teater blev bygget, da vi rejste rundt med det i Ofelias Riddere. Jeg så jo pludselig, at vi kunne få det stillet op der,« forklarer Inge-Lise Maarup.

Ingen ved endnu, hvornår Sognefogedens Gård står færdig. I øjeblikket arbejdes ihærdigt med at få diverse tilladelser på plads, og det kræver både penge og tid.

En del af pengene forsøger man at skaffe via fonde, og man har foreløbig fået tilsagn om hjælp fra Elro-fonden. Man forsøger også at spare penge blandt andet ved den opmåling af de kringlede bygningerne, som er afgørende for at få de nødvendige tilladelser til ændret brug af de gamle landbrugsbygninger.

Ifølge Hans Jørgen Rasmussen er tiden imidlertid ikke noget problem, idet forberedelserne, visionerne og det fælles arbejde også er af stor værdi for hele byen.

»Det bliver aldrig færdigt.« siger han og tilføjer:

»For det er jo ikke det, det går ud på.«