Fortsæt til indhold

Galleri med noget på hjerte

Galleri ESK i Ørsted udstiller udelukkende motiver med natur og miljø.

Samfund

»Vores passion er at finde kunstnere med et tæt engagement for natur og miljø. Publikum må også gerne gå herfra og være mere naturbevidste, end da de kom.«

Jörn Eskildsen driver Galleri ESK sammen med sin hustru Pia Tastesen. Som biolog og tidligere selvstændig med blandt andet naturovervågning, ligger naturen og dens tilstand ham stærkt på sinde.

Galleri ESK i Ørsted er da også et af de få gallerier i Danmark med særligt fokus på natur og miljø. Galleriet er da også blevet et mødested for mange, der elsker naturen, og ved ferniseringerne kommer der tit op imod 80 - 100 deltagere. Der er fernisering over ny udstilling hver anden måned.

Naturkunstnere

Jörn Eskildsen har været redaktør for Dansk Ornitologisk Forenings blad, som løbende præsenterede anerkendte kunstnere, der arbejdede med fuglekunst. Derfor var der allerede en del kontakter til fremtidige udstillere, da Galleri ESK åbnede i påsken 2019.

Kontaktnettet har siden bredt sig, og medlemmer fra kunstnerkredsene DANE og Dyreliv har flere gange udstillet hos galleriet i Ørsted. DANE er en gruppe kunstnere som deler glæden ved at tegne og male ude i landskab, og kunstnerkredsen Dyreliv kredser om alle dyr i al deres mangfoldighed.

»Vi vil gerne være et vindue for den slags kunst,« understreger Jörn Eskildsen og tilføjer:

»Mange kunstnere har et stort arbejde med at vise den kunst, de rigtig godt kan lide. Det vil vi gerne honorere ved at vise, hvor prægtig deres kunst er.«

Billeder og skulpturer

Galleri ESK udstiller som regel billedkunst og skulpturer samtidig, og gæsterne får på den måde naturindtryk fra forskellige vinkler.

I øjeblikket og indtil 7. august er der både dyreliv og fugle i galleriet med Anne Østergaards malerier og akvareller på papir og lærred, og Torben Klostergaard udstiller skulpturer. Begge kunstnere udstiller også croquis-tegninger. Næste udstilling åbner 19. august.

Galleriet har åbent søndag klokken 10 - 16 året rundt samt efter aftale, og påske og pinse. Mange fra lokalområdet er flittige gæster i galleriet, og områdets turister finder også vej til Sygehusvej 3, når Jörn Eskildsen og Pia Tastesen stiller flagene ud som tegn på, at galleriet er åbent.

»Vi er et galleri, der er helt nede på jorden, og der er altid kaffe på kanden.