Fortsæt til indhold

Donationer til Syddjurs fra TrygFonden

TrygFonden har ud fra forårets ansøgninger begunstiget Syddjurs med fire bevillinger.

Samfund

TrygFonden har netop uddelt knap 3,9 mio. kroner til tryghedsskabende projekter og aktiviteter i Region Midtjylland. De nye donationer er uddelt efter TrygFondens overordnede mål og skal bidrage til at styrke trygheden i det midtjyske, hedder det i en pressemeddelelse.

Kurser, udstyr, projekter og forskning

I Syddjurs har flere projekter og aktiviteter fået ja i denne omgang. Syddjurs Bo- og Aktivitetstilbud i Hornslet har fået bevilget 6.000 kroner til et el-klaver, Distriktsrådet i Ugelbølle i Rønde modtager 7.500 kroner til et udendørs hjertestarterskab, og Nappedam Kajak i Rønde får 7.500 kroner til et førstehjælpskursus. Desuden er Red Barnet i Silkeborg blevet tildelt 34.800 kroner til en Halloweentur til Djurs Sommerland.

Man kan søge til kurser, blandt andet førstehjælpskurser og brandslukningskurser. Man kan også søge til udstyr som hjertestartere, redningsstiger og cykelhjelme. Der gives også støtte til projekter der øger trygheden i Danmark indenfor TrygFondens fem mål, samt støtte til forskning, der udvikler og afprøver praktiske løsninger indenfor de fem mål.

De fem mål er Børn & unge, Voksne, Ældre, Tryghed i hverdagen og Stærke rammer for tryghed.

TrygFondens regionale råd i Midtjylland består af 16 demokratisk valgte kandidater. Sammen med repræsentanterne fra de øvrige fire regioner udgør de TryghedsGruppens øverste myndighed og har blandt andet indflydelse på de midler, TrygFonden hvert år uddeler til landsdækkende og regionale projekter.

Gavn af fonden i Syddjurs

»Vi har haft god gavn af TrygFonden, blandt andet med 2,2 mio til Kafé Kolind for et par år siden. TrygFonden har også finansieret TrygFondens familiehus ved Skejby Sygehus, som jo også kommer folk i Syddjurs til gavn,« siger repræsentantskabsmedlem og bestyrelsesmedlem Claus Wistoft og tilføjer:

»Der er både store og små ansøgninger. Alle de mindre anskaffelser gør også kæmpe stor glæde og gavn.«

Han oplyser, at Det regionale råd i Region Midt uddeler cirka 15 mio. kroner om året. På landsplan er det 650 mio. kroner om året.

På TrygFondens hjemmeside kan man læse mere om de forskellige muligheder for støtte. Næste frist for ansøgning er 1. september 2023.