Alen var på barsel i tre måneder: »Det var en rædselsfuld tid«

På linoleumsgulvet kan man ane sporene fra den tidligere børnehave - legesager hist og her, som ingen bruger mere. Alen Casusevic stiller kopper frem på langbordet, der snart indtages af fædre fra lokalområdet. Han kender dem ikke så godt, men hver 4. torsdag mødes de her - i bydelens lille kulturhus, som børnehaven er blevet forvandlet til, og snakker sammen.

Et fremmed fællesskab i form af en fædregruppe, der har hjulpet Alen Causevic med den ensomhed, som ellers længe har haft et væmmeligt greb i ham. Og som bragede ind i ham efter sin søns fødsel for et par år siden.

Bramfri tale

»Det forventes, at man ikke taler negativt om sit barn eller om forældreskabet. Og det er noget værre pis, for der er jo ikke noget, der er perfekt. Enhver, der har haft med et lille barn at gøre, ved, hvor krævende det er.«

Sådan sagde Alen Causevic i telefonen, første gang vi talte sammen. Både da og nu - i hans parcelhus i Tranbjerg - taler han frit og lattermildt om tingene.

»Jeg kommer fra den bosniske kultur, hvor man taler bramfrit og ikke danser rundt om den varme grød.«

Man kan ikke høre på hans syngende midtjyske dialekt, at han har rødder i et andet land. Han var to år, da han flygtede fra det daværende Jugoslavien til Danmark med sin familie, og i december 1991 blev de indkvarteret i Sandholmlejren. Fem år i danske asylcentre fulgte - et i Assens og fire i et center i Silkeborg.

Det synes langt væk her i hans lune stue i parcelhuset, hvor vi har sat os for at snakke om noget helt andet. Hans tilværelse som nybagt far.

En flygtig plan

For tre år siden havde han en skudsikker plan for tilværelsen: Bliv færdiguddannet, få et godt og stabilt arbejde og skriv en masse, så forfatterdrømmen kunne få vinger. Han skulle have styr på livet, som han selv udtrykker det. Og så få børn.

»Det gik jo ikke efter planen.«

Han bryder den efterfølgende tavshed, da han rører klumpen af honning i sit tekrus ud til ukendelighed. Skeen klirrer mod krusets kant, og kvædeteens dampe omfavner stuen med sødme.

Planens rækkefølge blev en anden. Kæresteparret fik deres dreng, Teo, i januar 2021. Job og forfatterskab kom senere. Han skubber sine sorte briller en my længere op ad næseryggen, mens han fortæller, at graviditeten gik godt og fødslen med.

»Og så pludselig havde vi jo et barn.«

Han smiler - mest ad sig selv, for han havde jo forstået, at barnet ville komme ud, at det ville ændre deres tilværelse, deres tid, deres tosomhed. Men omvæltningen var enorm.

Det store slag

»Og det var så dér, det store slag kom.«

Når han taler om ’slaget’ er punktummer mellem sætningerne svære at fornemme. Han taler hurtigt, næsten messende, mens han genbesøger tiden fra dengang.

»De første par måneder var helt vanvittige. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man ville være så smadret. Det var fyldt med så meget smerte og lidelse. Og så meget ambivalens, fordi man elsker sit barn så højt. Men det vækkede jo én hver eneste time - hver eneste nat. Ja, lige dér i starten, det var fanme...«

Han holder en pause på nogle sekunder. Vinden rusker i træerne udenfor, hans øjne er rettet mod dem. Stilheden brydes af en sagte hylen fra stormen, der synes tæt på her i stuen.

»Der var så meget angst. Det var helt vildt. Som at få vendt vrangen ud på sig selv,« forklarer han og slipper træerne igen.

Det hjalp, at de delte sig op nogle timer om dagen. Hans kæreste kom alene på barsel, og han kom på arbejde. Hun nød det, og han nød det, men Alen Causevics barsel stod snart for døren og den angst, han følte i begyndelsen af Teos liv, slap ikke grebet, da den først havde fået fat.

Mange som os

Indimellem kom deres sundhedsplejerske på besøg for at høre, hvordan det gik. Alen Causevic husker hende som sød og imødekommende.

»Og jo, vi talte da om, hvordan vi havde det. Hun lyttede, og så vidt jeg husker, fik vi at vide, at mange havde det som os.«

Om der skulle have været gjort yderligere for ham og hans kæreste, går Alen Causevic ikke ind i. Tiden var tåget, pointerer han, og som litteraturuddannet har han i øvrigt ikke fagligheden til at vurdere den slags.

Tre måneders barsel

Alen Causevics barsel begyndte i efteråret, knap 10 måneder efter fødslen.

»Jeg var på barsel i tre måneder, som, jamen, jeg tør næsten ikke sige det, men som for mig var en rædselsfuld tid. Dagene var så lange, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave med min baby, og de ting, vi lavede, kedede mig helt vildt.«

Han følte sig som en fisk i et fuglebur, når han og Teo tog til barselsbogklub på Åbyhøj Bibliotek i et selskab bestående af kvinder. De var søde, men det, der virkelig manglede, var et sted, hvor han kunne ventilere med nogen, der lignede ham selv.

Der var godt nok tilbuddet på Dokken (Fars Legestue. red.), men han gad ikke derhen. Han magtede ikke andres børn - han havde nok i at forholde sig til sit eget.

Tiden gik, ensomhedens skygge blev ved med at vise sig, og selvom der bestemt også var lykkelige stunder i hans og Teos mikrokosmos, var det ikke før, familien byttede deres lejlighed i midtbyen i Aarhus ud med huset i Tranbjerg, at en unavngiven tanke begyndte at modellere sig til en idé.

Lys forude

Alen Causevic tager en højlydt slurk af sin te. Fortællingen om den nære fortid har for længst suget varmen fra teen til sig, men stemningen i stuen er lun. For selvom historien havde en hård begyndelse, er den ikke færdig, og forude er der lys.

»Idéen til ’Fars Frikvarter’ var slet ikke udarbejdet på det tidspunkt. Men tanken om, at det kunne være fedt, at mødes med andre fædre, lå ligesom bare i underbevidstheden.«

Og så en dag, da han travede rundt i sin nye bydel og kom forbi det lokale kulturhus, hvor forskellige grupper mødes, faldt ti-øren. Et fællesskab skulle realiseres, hvor fædre kunne have oprigtige samtaler om faderskabet - om det lykkelige, det rædselsfulde og nuancerne imellem.

Og det behov var han ikke ene om at have, for så snart han smed en føler ud på Facebook, kom opbakningen fra fædrene i lokalområdet.

Fars Frikvarter

Klokken halv syv stikker han nøglen i døren til kulturhuset og gør klar til flokken af fædre. Ved syv-tiden begynder de at komme.

Indtil videre har der været tre mødegange, så den hjemmelavede fædregruppe er stadig ved at finde fast grund under de 6-10 sæt fødder, der dukker op fra gang til gang. Men rummet er etableret, og emnerne, de griber fat i, er mange og varierede.

»Det giver mig så sindssygt meget. Og det får mig til at føle mig mindre ensom.«

Taknemmeligheden for fædrefrikvarteret lyser ud af alle sprækker. Han er stolt over det, de fremmede fædre har skabt sammen.

»Enhver, der har børn, ved, hvor meget de betyder og reflekterer over, hvad det vil sige at være en god eller en dårlig forælder. Hvad man ville ønske, man kunne have gjort anderledes. Lige meget, hvor forkert eller underligt jeg kan tænke om mig selv, så får det her mig til at føle, at det egentlig er rimelig normalt. Fordi børn bare er fuldstændig vanvittige og bringer dig nogle følelsesmæssige steder hen, du aldrig havde forestillet dig.«

De taler om alt fra arbejde til børn og skilsmisser, og når møderne hæves, er stemningen lettere, end da fædrene trådte over dørtærsklen. Måske fordi de andre fædre også sætter pris på en pause fra det lala-land, der er derhjemme, som Alen Causevic udtrykker det med en armbevægelse over mod tipien, der står i hjørnet af stuen. I hvert fald kommer mange tilbage.

Et andet sted i Tranbjerg

...triller Christian Karlsen rundt med sin datter Olivia i barnevognen. Den lille baby er ved at finde ro. De små øjne lukker i og åbner igen med længere og længere mellemrum.

For fire år siden kom Christian Karlsen og hans kæreste Annes første datter Ellinor til verden. Dengang holdt Christian Karlsen 14 dages barsel lige efter fødslen samt en enkelt dag her og der. For dem begge gav det mening at gøre det på den måde, både økonomisk og følelsesmæssigt.

»Anne ville gerne gå hjemme så meget som muligt, og det var ikke, fordi jeg ikke ville, men jeg havde ikke behov for det. Jeg ville gerne ud og arbejde.«

Til daglig arbejder han som maler og sætter stor pris på at komme afsted og have en aktiv arbejdsrutine, der samtidig holder en indbygget rastløshed i skak.

Derfor faldt loven om øremærket barsel heller ikke i særlig god jord hjemme hos Christian Karlsen. Ikke kun, fordi de er enige indbyrdes om barselsfordelingen, men også fordi det prikker til retten for selvbestemmelse.

»Det er fjollet, at familier ikke selv kan få lov at bestemme, hvordan de vil strikke barslen sammen. 11 ugers øremærket, jeg ville blive bims, tror jeg. Men vi har råderum, så vi fandt hurtigt ud af, hvordan vi ville gøre det.«

Han og kæresten har mulighed for at lade den øremærkede barsel bortfalde og leve af hans løn alene for en periode.

»Det er synd for dem, der ikke kan det. At de skal straffes på den måde,« siger han, mens han laver gåseøjne omkring ”straffes”.

»Jeg synes bare, det skal være fuldstændig op til folk selv, og det skal andre ikke bestemme.«

Uvante fædregrupper

Første gang, Christian Karlsen blev far, var fædregrupper ikke en del af ligningen. Han overvejede indimellem at tage ned på Dokk1 til det kommunale tilbud Fars Legestue, men det blev aldrig, fordi han hellere ville mødes med sine kammerater, der ligesom ham selv var blevet fædre.

Med Olivia, der for længst er faldet i søvn i barnevognen, kom tilbuddet om en fædregruppe samtidig med tilbuddet til hans kæreste om en mødregruppe. Et tilbud han skulle tygge en ekstra gang på, inden han endte med at takke ja.

»Men jeg kunne godt forestille mig, at mange siger nej tak, fordi det er så uvant. Jeg ved ikke, om det er tabubelagt at sige, at man synes, det er svært at være far. Det er i hvert fald en kæmpe omvæltning, især første gang, og det, tror jeg, mange mænd har svært ved at åbne op og snakke om.«

For Christian Karlsens eget vedkommende var der en ny ro, da han blev far for anden gang.

»Man er meget mere afslappet. Første gang gjorde man sig forestillinger, men man anede jo intet om det.«

Dog er der én ting, han fremhæver, som ikke ændrer sig uanset antallet af unger i reden.

»Man glemmer, hvor hårde nætterne er. Man vænner sig til det, men man sætter sagomelme pris på sin søvn, efter man har fået børn.«

Et håb for ligesindede

Tilbage i stuen falder snakken på Alen Causevics jobsituation og forfatterskab. For siden den skudsikre plan blev vendt på hovedet, og Teo meldte sin ankomst, er der sket en del. Planen er tilbage på sporet med stabilt job samt en roman på boghylderne rundt omkring i landet.

»Jeg havde ikke lyst til at være på barsel dengang. Det føltes som en byrde. Men det var også præget meget af min usikre jobsituation for, hvad ventede på den anden side?,« spørger han.

Han rejser sig og går forbi tipien, hen til døråbningen til kontoret og henter en lille hvid bog med titlen ’Det egentlige liv i livet’. Det er hans roman. Og endnu en er på vej - inspireret af den hvidkindede turako på væggen.

»Jeg har lært sindssygt meget af at være på barsel. Jeg har udviklet mig meget i den korte tid, og det er det ikke noget, jeg fortryder,« siger han og fortsætter.

»Der var mange rigtig gode stunder, det var der virkelig. Jeg føler, jeg så mit barn på en anden måde, men... det behøver man måske ikke tre måneder til,« siger han.

Den øremærkede barsel har Alen Causevic og hans kæreste endnu ikke prøvet kræfter med. Og skulle dagen komme, hvor det bliver aktuelt, vil han gøre det, der er bedst for familien, siger han. Med tanke på tiden, han gennemlevede, og betydningen af fællesskabet i Fars Frikvarter, har han et håb for sine ligesindede - nuværende som kommende, så de slipper for ensomhedens jerntag i en sådan grad, han selv oplevede.

»Jeg håber, mænd vil være åbne for at dele og fortælle i fremtiden.«