Fortsæt til indhold

Fællesskab driver markedet på Næsgård

75 udstillere var på plads i blandet dansk sommervejr lørdag og søndag - alt er dansk produceret.

Samfund

Vejret var typisk dansk sommervejr med dejlig lun sol afløst af flere heftige regnbyger, som fik folk til at trække inden døre, da det årlige Næsgårdmarked på den store sundgård et par kilometer fra Grenaa fandt sted lørdag og søndag - begge dage fra klokken 10-17. Markedet på Næsgård er et tydeligt udtryk for, at der stadig findes et fællesskab med frivillighed og stor lyst til at give et nap med.

For det er en efterhånden sammentømret flok af frivillige, som sørger for, at markedet kan blive til noget. De bruger gerne ferie og fritid på at gøre klar, stille op - og pille ned igen, når det hele søndag er slut igen. Ti af de frivillige i gruppen trækker i trådene - med Mette Lauridsen som tovholder.

Nummer syv eller otte

Dette års marked - som var nummer syv eller otte i rækken, ingen kan rigtigt huske det længere - bød traditionen tro på 75 udstillere, som præsenterede kunsthåndværk i mange afskygninger inde og ude på Næsgård.

Claus Kroer t.v. har været grillmester på Næsgårdmarked i flere år. Næsgårds ejer John Eriksen tjekker lige op på tingene. Godkendt, lød det fra en af de mange frivillige hjælpere. Foto: Søren Andersen

Her var alle lader og staldbygninger tømt for at give plads til marked og café, hvor man traditionen tro kunne smage en oksegriller, som Den Stolte Slagter i Grenaa producerer af kød fra en ko, som er blevet skudt på marken og derefter parteret og endt som pølser til grillen på markedet. Der bages også mange kager til markedet, hvor man også kunne købe øl og sodavand fra Ebeltoft Gårdbryggeri og kaffe fra Kama i Grenaa.

Der var udstillere fra nær og fjern, og særligt mange lokale, som fremviste og solgte alle deres fine hjemmeproducerede ting. Blandt andet smuk keramik, glaskunst, fine vævede ting, filtede ting, ravboder, garnboder, pileflet, smykker og meget mere. Hvis sulten eller den søde tand meldte sig, var der så også madbod, hjemmebag og andre lokale delikatesser.

Kun danske produkter

Næsgårdmarked er ikke stedet, man skal tage hen for at finde ting og sager, som er produceret i Kina. Det er et klart krav til udstillerne, at deres produkter skal være fremstillet i Danmark.

Der var tæt pakket på parkeringspladserne, så mon ikke besøgstallet ligner foregående års - 5000. Udover kunsthåndværk kunne man også opleve gårdens ejer, John Eriksens mange biler og maskiner med en del år på bagen - og i løbet af weekenden kiggede også en lokal veteranbilklub forbi.

En af de nyligt tilkomne frivillige, er Flemming Larsen fra Grenaa - og han fortæller om fordelen ved at få nye relationer og indgå i nye fællesskaber som et stort plus for ham, selv om det var hustruen Mariann, der skubbede mest på sidste år, da de begge debuterede som frivillige hjælpere.

»Vi skal da vise, at der også sker noget ude på landet, og når vi selv er ude at rejse, er det sådan noget som det her, som jeg synes er sjovt at besøge,« siger han.