Fortsæt til indhold

Kommunen er fåmælt om fyret distriktsleder

Børneby Nord skal have ny leder efter afskedigelse.

Samfund

Norddjurs Kommune har afskediget distriktsleder René Aakjær, der var øverste ansvarlige for Børneby Nord, som tæller skoler og dagtilbud i Ørsted, Allingåbro og Vivild.

Fyringen er ifølge Lokalavisen sket ganske pludseligt, men i Norddjurs Kommune er man fåmælte om årsagen til afskedigelsen.

Konstitueret skole- og dagtilbudschef Anna Bang Sinnbeck ønsker således ikke at uddybe omstændighederne ved fyringen.

»Der er indgået en fratrædelsesaftale, hvor det er aftalt, at vi ikke udtaler os om afskedigelsen. I og med det er en personalesag kan vi heller ikke udtale os. Vi har heller ikke meldt noget offentligt ud, men orienteret internt til medarbejdere og samarbejdspartnere,« siger Anna Bang Sinnbeck.

Overraskende fyring

Heller ikke formand for børne- og ungdomsudvalget Aleksander Myrhøj (SF) ønsker at udtale sig med samme begrundelse.

I fællesbestyrelsen for Børneby Nord kom fyringen også som en overraskelse, fortæller forældrerepræsentant Anders Revsbech.

Skolebestyrelsen er dog heller ikke blevet indviet i årsagen til afskedigelsen, men blev ligeledes blot orienteret om beslutningen fra Norddjurs Kommune.

Lokalavisen har været i kontakt med René Aakjær, som dog heller ikke ønsker at kommentere på afskedigelsen.

Han henviser ligeledes til fratrædelsesaftalen, der sikrer, at begge parter kommer videre.

René Aakjær havde været ansat som distriktsleder i Børneby Nord siden 1. august 2021.

Han har tidligere været ansat som skoleleder i Ørsted og som konstitueret afdelingsleder på Djurslandsskolen.