Fortsæt til indhold

25 års jubilæum i Hørning: »Det skal være givende for en selv, ellers duer det ikke«

Besøgstjenesten står i dag stærkt, men en mangel på frivillige lurer i horisonten.

Samfund

Frivilligt arbejde handler om samarbejde.

For 25 år i det daværende Hørning Kommune stod det nemlig skidt til på den front.

Særligt når det drejede sig om de ældre.

Ældre Sagen og Røde Kors havde allerede dengang en besøgsordning for kommunens seniorer, men foreningerne havde svært ved at skaffe frivillige.

Det besluttede en gruppe mennesker fra Ældre Sagen, Røde Kors, Ældrerådet, Invalideforeningerne og Plejehjemmet at gøre noget ved. Kongstanken var, at jo flere der stod sammen, jo stærkere blev man. Det blev startskuddet til Den Frivillige Besøgs- og Hjælpetjeneste I Hørning

Her 25 år senere er ca. 100 mennesker tilknyttet foreningen. Enten som frivillige eller som frivilligemodtagere.

Ifølge formanden for foreningen, Jørgen Viktor, er det netop samarbejdet, der er unikt ved Den Frivillige Besøgs- og Hjælpetjeneste I Hørning

»Vi har en bestyrelse, som består af repræsentanter fra Ældresagen, Røde Kors, kommunen, plejehjem, senoirråd, pensionistforening, kirken osv. Det betyder, vi laver en samlet indsats, og at folk ikke står alene med arrangementer og tiltag.«

Foreningen har en lang række tilbud og indsatser, som både mangler ældre og frivillige.

Ældre hjælper ældre

En af foreningens absolutte mærkesager er at bekæmpe ensomhed blandt ældre.

»Det er nok det problem, der er størst – særligt blandt ældre mænd, der er blevet alene. Det bedste værktøj til at imødegå ensomhed, det er et stærkt netværk.«

Et eksempel på dette er foreningens besøgstjeneste.

»Vi har ca. 20 frivillige. Det vil sige, der er 20 ældre, der får besøg; der får selskab.«

Udover besøgstjenesten har foreningen en lang række andre tilbud. Bl.a. telefontjenesten, hvor frivillige ringer rundt til de ældre for at høre, om de er stået op. Hvis der ikke er noget svar, så kontakter de plejehjem eller lignende, som så kan sende en medarbejder ud. Ligeledes har de afdelingen Ældre Hjælp, hvor frivillige løser praktiske opgaver for de ældre såsom at hænge en lampe op eller indstille et TV. Ledsagertjenesten er for folk, der ønsker hjælp, når de skal til læge, tandlæge eller frisør.

Ældre i dag har flere ressourcer og også overskud til at hjælpe hinanden. Det er kun godt. At vi kan hjælpe hinanden
Jørgen Viktor, formand, Den Frivillige Besøgs- og Hjælpetjeneste I Hørning

En af foreningens mest populære tilbud er samværsgruppen, hvor 30-40 deltagere mødes til kaffe og kage i sognegården. Ifølge formanden er det et udtryk for, at der er et behov for en forening som Den Frivillige Besøgs- og Hjælpetjeneste I Hørning

»Jeg mener helt bestemt, vi gør en forskel. Det giver mange af de ældre også udtryk for. Man får et netværk, når man deltager i sådanne nogle arrangementer.«

I august er det 25 år siden Den Frivillige Besøgs- og Hjælpetjeneste I Hørning blev stiftet. De har dog allerede fejret jubilæet. Det skete i juni, hvor det blev holdt fest for de frivillige med støtte fra bl.a. Lions, Middelfart Sparekasse og Skanderborg Kommune.

Her stod den bl.a. på vin og tapas samt underholdning i form af syngepiger. Derudover var der taler fra frivilligkordinatoren hos Skanderborg Kommune, Hanne Lykkeskov og byrådspolitikeren Jens Szabo (V).

Men selvom humøret er højt i foreningen i disse dage, så aner Jørgen Viktor udfordringer i fremtiden.

Flere hænder

Selvom Jørgen Viktor kun har været tilknyttet foreningen i et år, så har formanden en klar syn på, hvor foreningen står lige nu, og hvad fremtiden bringer.

Fremfor alt handler arbejdet ifølge formanden om at gøre tilværelsen lettere, mere overskuelig og indholdsrig for de ældre. Det kræver dog frivillige kræfter at udføre det arbejde. Det bliver udfordringen i fremtiden, fortæller han.

»Jeg tror et af de største problemer vi kommer til at opleve er at få frivillige fremover. En af måderne er at gøre opmærksom på, at vi eksisterer, og at det kan være godt at være frivillig. Det skal være givende for en selv ellers duer det ikke at være frivillig.«

Foreningen søger frivillige i alle aldersgrupper, men især blandt andre ældre, ser Jørgen Viktor et stort potentiale.

»Ældre i dag har flere ressourcer og også overskud til at hjælpe hinanden. Det er kun godt. At vi kan hjælpe hinanden«

Den Frivillige Besøgs- og Hjælpetjeneste I Hørning har ikke nogen fast adresse, men bruger som udgangspunkt sognegården i Hørning til deres arrangementer. Hvis man er interesseret i enten at hjælpe eller modtage hjælp, så kan foreningen kontaktes direkte bl.a. gennem Hørning Kirkes hjemmeside.