Auning bliver centrum for forskning i frugt og grønt
Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet åbner i august sin nye forskningsstation ved Gammel Estrup.
Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet har tidligere haft til huse i Aarslev på Fyn, men flytter nu sin forskning til Auning. For et års tid siden startede opførelsen af en ny forskningsstation på et stort areal ved Gammel Estrup.
Nu står den sidste bygning færdig, og Aarhus Universitet indvier i august Forskningsstation AU Auning, der huser både forsøgsmarker, frugtplantage, maskinhus, kontorer og arbejds- og kølerum. Indvielsen er ikke offentlig.
Supplerer Agro Food Park
Faciliteterne ved AU Auning forskningsstation supplerer instituttets laboratorier, væksthuse og klimakamre i Agro Food Park, Aarhus. De nye faciliteter omfatter 2000 kvadratmeter ny bygningsmasse, 40 hektar jord og nye tekniske faciliteter.
I en pressemeddelelse fra Institut for Fødevarer fortælles, at der på den nye forskningsstation er fuldt fokus på forskning i fremtidens frugt og grønt til gavn for erhverv, samfund og forbrugere.
»Forskningsstationen er en vigtig del af universitetets satsning, der understøtter den danske og europæiske strategi for bæredygtig fødevareproduktion.«
Hele fødevaresystemet
I pressemeddelelsen nævnes også, at Institut for Fødevarers forskning spænder over hele fødevaresystemet, det vil sige bæredygtig fødevareproduktion, fødevarekemi- og kvalitet, forarbejdning og emballering.
»Hele vejen til forbrugernes opfattelse af fødevarer.«
Fokusområder for forskningsstationen er:
- Frugt, bær, grøntsager og bælgfrugter
- Robust, højtydende og bæredygtig produktion
- Grønsagsproduktion med lave tab af klimagasser og næringsstoffer
- Stressbeskyttelse i frugtproduktion
- Effektiv ressourceudnyttelse i dyrkningssystemer
- Økologiske, regenerative og konventionelle systemer
- Plantebaserede gødninger, efterafgrøder og kompost
- Plantefysiologi, vækst og udvikling
- Jordens frugtbarhed og funktionelle biodiversitet
- Nye sorter, produkter og funktionaliteter
- Plantegenetiske ressourcer
- Samspil med landskabets natur
- Nye teknologier
- Plantebaserede fødevarer, kvalitet af såvel friske råvarer og ingredienser
De fire strategiske forskningsområder er:
- Planter, Fødevarer og Miljø
- Klimavenlige fødevarer
- Cirkularitet og Madspild
- Fødevarer, Sundhed og Velvære