Grev Nikolai flytter væk fra Danmark: Derfor har han valgt dette land
Grev Nikolai ser frem til at flytte til Australien med sin kæreste, Benedikte Thoustrup. Her skal de begge læse et semester i Sydney.
Grev Nikolai pryder forsiden af det hollandske magasin Numéro, hvilket han stolt har delt på sin instagramprofil.
Og i et interview med magasinet fortæller han også, hvorfor han flytter til Australien med sin kæreste, Benedikte Thoustrup, til august.
Det skriver Billed-Bladet.
»Valget er faldet på Australien, fordi det er meget fremmed og spændende for en dansker som mig.«
»Jeg har aldrig været så langt væk hjemmefra, og jeg tror på, at det at se dette hjørne af verden skal man bruge mere end to ugers ferie på,« siger grev Nikolai til det hollandske medie ifølge Billed-Bladet.
I Australien skal han læse et semester på University of Technology i den australske storby Sydney. Det samme skal hans kæreste, Benedikte Thoustrup, som rejser med ham.
Og greven mener, at det generelt er godt, at man tør kaste sig ud i nye ting.
»Hele processen med at springe ud af komfortzonen er vigtig, uanset om det er under akademiske studier eller for at samle erhvervserfaring, for det åbner sindet og udvider horisonten,« fortæller grev Nikolai ifølge det australske medie 9Honey til Numéro.
Grev Nikolai læser Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School, og han har tidligere læst et semester i den franske hovedstad, Paris, sammen med Benedikte Thoustrup.