Fortsæt til indhold

Kæmper for verdens kvinder: »Vi er magtfulde forkæmpere for kvinders og pigers rettigheder«

Der er kun et eneste krav for at blive optaget i Soroptimist international - verdens største netværk af kvinder: Du skal være kvinde. Er du det, så kan du blive en del af det kæmpestore globale fællesskab, der arbejder for at sikre kvinders rettigheder, status og vilkår.

Samfund

De er en del af en klub, du måske aldrig har hørt om, som skaber forandring for kvinder verden over. Måske er du stødt på dem, når de i forbindelse med FN’s Orange Dage sætter store, orange sløjfer i juletræerne i Adelgade for at stoppe vold mod kvinder, eller når de uddeler Verdens Bedste Nyheder for at gøre opmærksom på de positive fremskridt og løsninger, der er på klodens udfordringer.

Soroptimisterne International Skanderborg er en klub kun for kvinder. Ordet Soroptimist stammer fra latin – sorores ad optimum – og betyder »kvinder, der vil det bedste«. Og dem er der 18 af i Skanderborg, 1.300 af i Danmark og på verdensplan over 70.000.

Tilsammen udgør de verdens største netværk af kvinder. Et netværk, der har bare et mål for øje: At arbejde for at sikre kvinders rettigheder og skabe bedre vilkår for kvinder og piger verden over.

Det handler især om at sikre kvinders adgang til uddannelse, forbedre kvinders adgang til økonomisk selvstændighed, udrydde vold mod kvinder og piger, og sikre kvinders og pigers adgang til sunde fødevarer og sundhedspleje. Indsatserne omfatter både lokale og globale tiltag.

Stærk Kvinde-NGO

Soroptimist International er en upolitisk NGO, der har kategori 1 status i FN, den højeste kvalifikation, NGO’er kan opnå. Det betyder blandt andet, at Soroptimisterne har møderet for FN og automatisk inviteres med til internationale konferencer og møder i FN kommissioner.

Alle kvinder er velkommen. Vi har heller ikke hemmelige, loge-agtige optagelsesritualer. Det eneste krav, vi stiller er, at du er kvinde.
Dorte Mørbak, præsident, Soroptimist International Skanderborg

»Vi har repræsentanter siddende i syv FN kontorer, hvor de hver dag arbejde for vores formål. På den måde er vi magtfulde og indflydelsesrige forkæmpere for kvinders og pigers rettigheder,« forklarer Dorte Mørkbak, der siden januar i år har været præsident for Soroptimist International Skanderborg.

Klubben i Skanderborg mødes 10 gange om året på Vestermølle. Dertil kommer møder i de forskellige arbejdsgrupper.

»Vi arbejder sammen både lokalt, men også nationalt med de andre Soroptimist klubber i Danmark og internationalt på tværs af landegrænser med Soroptimist klubber i andre lande,« tilføjer hun.

»På vores møder er der oplæg og drøftelser om aktuelle projekter og om samfundsrelevante emner. Det kan også handle om emner, der relaterer sig til FN’s udviklingsmål eller planlægning af nye klubaktiviteter. Møderne har altid et indhold, der giver stof til eftertanke. Men vi bliver også gode venner i klubben, og derfor er der selvfølgelig også et socialt element i møderne,« understreger Dorte Mørkbak.

»Folk yder det, de kan«

For tiden arbejder klubben i Skanderborg sammen med otte andre klubber i Danmark om at skaffe støtte til internt fordrevne mødre og ugifte kvinder i Ukraine. Det sker i samarbejde med klubberne i Ukraine.

Klubben er også med til at skaffe penge til FN’s Fødevareprogram ’Moving the World to end Hunger’. Klubben er medarrangører af Verdens mindste cykelløb med verdens bedste formål, hvor to soroptimister fra klubben i Vejle cykler Danmark rundt i uge 33 for at samle penge ind til et dagligt måltid mad til skolebørn i Burkino Fase.

Soroptimisterne i Skanderborg er også med i et projekt, der hjælper piger på Grønland med at få en uddannelse, ligesom klubben støtter op om organisationen Maternity Foundation, der arbejder for at skabe bedre forhold for gravide og fødende, så færre kvinder dør på grund af komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. Endelig samler klubben også penge ind til julehjælp lokalt i Skanderborg.

Selvom Soroptimist-klubben i Skanderborg har eksisteret i mere end 60 år, er der ikke mange, der kender klubben. Selv hørte Dorte Mørkbak om Soroptimisterne ved lidt af en tilfældighed gennem sit arbejde som frivillig ved Kulturhuset.

»Måske tror folk, at vi Soroptimister er en lukket klub, hvor der kun optages særligt inviterede nye medlemmer, men alle kvinder er velkommen. Vi har heller ikke hemmelige, loge-agtige optagelsesritualer. Det eneste krav, vi stiller er, at du er kvinde og har lyst til at arbejde for at uddanne og styrke kvinder og piger med det formål at forbedre deres liv,« forklarer hun.

Ud over et årligt kontingent på 1.400 kroner er der ikke bestemte krav til, hvor meget frivilligt arbejde, man skal lægge i klubben.

»Folk yder det, de kan. Nogen har meget tid til overs i hverdagen, mens andre er hængt meget op af arbejde og familie. Det er helt naturligt. Man yder lige præcis det, man kan. Og kontingentet alene er i sig selv med til at gøre en stor forskel,« understreger Dorthe Mørkbak.

Fællesskab af kvinder

Som ny præsident for Soroptimisterne i Skanderborg vil Dorte Mørbak gerne udbrede kendskabet til klubben og gøre flere kvinder lokalt opmærksom på mulighederne i det store netværk af kvinder.

»Mange vil gerne være frivillig i dag, og der er masser af muligheder for at arbejde som frivillig. Jeg synes, det er vigtigt, at flere kvinder bliver opmærksom på, at de også kan være frivillige i Soroptimist-klubben,« understreger hun.

»Vi synes, det giver os rigtig meget at være Soroptimist. For mit egent vedkommende, betyder det virkelig meget, at jeg hele tiden oplever, hvordan jeg er med til at gøre en forskel. Selv forholdsvis små indsatser gør store forskelle. Vi sidder aldrig med en følelse af, at det ikke nytter. Det arbejde, vi gør, det er der virkelig stor nytte og gavn af,« konstaterer hun.

Det blev især tydeligt for Dorte Mørkbak, da krigen brød ud i Ukraine. I løbet af en uge lykkedes det Soroptimist International Europe at skaffe kontakt til Soroptimist-klubber i de lande, der modtog mange flygtninge fra Ukraine, og hurtigt blev pengene kanaliseret ud til de steder, hvor de kunne hjælpe Ukrainske kvinder på flugt.

»Vi sendte alt det, vi havde på vores konti. Siden har vi fået mails på mails og billeder fra kvinder, der fik hjælp, og det har været rørende at høre og se, hvad vores hjælp har betydet for dem.«

»Jeg taler med mange unge kvinder og kan høre, at de er meget optaget af det at være kvinde. De interesserer sig for MeToo, for ligestilling og for kvinders muligheder i erhvervslivet. Når de hører om Soroptimist International, er mange af dem meget interesseret i netop det, at vi er et kæmpestort netværk af kvinder. Derfor er det vigtigt at få fortalt dem, hvad vi er for en klub, og hvad man får ud af at være frivillig hos os.«