Camilla blev som 15-årig befamlet af voksen mand - nu vil hun redde andre
Sirène er navnet på en community-baseret tryghedsalarm på størrelse med en læbepomade, som Camilla Dalsgaard Sonne fra Hørning har udviklet sammen med tre studiekammerater. Alarmen lanceres i denne uge.
»Som 15-årig arbejdede jeg på en café, hvor jeg blev befamlet af en voksen mand ved højlys dag. Han tog fat i min nakke og holdt fast, mens han onanerede foran mig. Jeg turde ikke råbe om hjælp, fordi jeg var bange for, hvad han så ville gøre.«
Camilla Dalsgaard Sonne fra Hørning fortæller sin historie, fordi den indirekte er grunden til, at hun nu er iværksætter i startuppen Sirène, hvis tryghedsalarm af samme navn netop er blevet lanceret.
Bag Sirène står fire unge kvinder, og det er ikke kun Camilla, der har oplevet overgreb. Det har medstifterne Camilla Højberg Pedersen, Kristine Skovgaard og Caroline Louise Lilleør også.
Han tog fat i min nakke og holdt fast, mens han onanerede foran mig. Jeg turde ikke råbe om hjælp, fordi jeg var bange for, hvad han så ville gørCamilla Dalsgaard Sonne, medstifter af Sirène
»Vi mødte hinanden, da vi læste sammen på et iværksætterstudie på VIA i Aarhus. Vi skulle komme op med en god ide, der kunne løse et problem, så vi talte om, hvad vi selv oplevede af problemer. Og ret hurtigt fandt vi ud af, at vi alle fire havde haft ubehagelige oplevelser med overgreb som gør, at vi ofte har en følelse af utryghed, når vi færdes alene især om aftenen,« fortæller hun.
De fire kvinders research om emnet afslørede, at de langt fra er alene om at være utrygge, og at der er rigtig god grund til, at mange er utrygge, og ikke bare unge kvinder.
»Ifølge WHO bliver en ud af tre kvinder i løbet af deres liv udsat for seksuel vold. I gennemsnit blev 11.800 danske kvinder udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg årligt i perioden 2018-2020. Og 30.980 danske mænd anmeldte i 2019, at de havde været offer for vold,« oplyser Camilla.
»Så vores gode ide handlede om at udvikle en tryghedsalarm som skulle være nem og intuitiv at bruge, og koble den sammen med udviklingen af en app, der giver besked til frivillige runners, når alarmen aktiveres,« forklarer Camilla og tilføjer, at inspirationen til appen er hentet fra Hjerteløberne.
På det stadie var ideen blot tænkt som en fiktiv alarm til en skoleopgave, som de fire studiekammerater deltog i forskellige konkurrencer med.
»Vi vandt alle de konkurrencer, vi stillede op i, og fik lidt blod på tanden af det. Der var mange, der mente, vi havde fat i en rigtig god ide.«
Alligevel var det ikke de fires mening at springe direkte fra skolebænken og ud som iværksættere. Men så ramte corona.
»Vi havde lagt andre planer hver især på det tidspunkt, men corona satte en stopper for dem. I stedet besluttede vi at kaste os ud i det og få udviklet tryghedsalarmen og den tilhørende app. Studiet gav os mulighed for at komme i praktik i egen virksomhed, så det lød jo nemt nok,« siger Camilla smilende.
Det var i foråret 2020 og Camilla indrømmer, at de fire på det tidspunkt var ret naive i forhold til at udvikle et konkret produkt og en app helt fra bunden.
»Vi havde en forestilling om, at hey – en prototype af alarmen kan vel laves på et halvt års tid, og en app koster vel ikke alverden at udvikle, så det kan nok godt lade sig gøre at komme ud på markedet i en fart. Jeg skal love for, vi er blevet klogere,« griner Camilla, der i dag er mange erfaringer rigere.
Vi tror på, at løsningen er borgere, der hjælper andre borgere. Vi kan alle være med til at gøre en forskel ved at være der for hinanden, når der er brug for hjælpCamilla Dalsgaard Sonne, medstifter af Sirène
På den hårde måde fandt de fire iværksættere ud af, at det tager meget længere tid at udvikle en prototype og få den sat i produktion og at udviklingen af en app er både tidskrævende og omkostningstungt og alt andet end lige ud ad landevejen.
»Det har kostet umådelige meget tid og mange ressourcer at nå her til. Men vi har været heldige, for vi har fået sindssygt meget hjælp og mange dygtige folk har været virkelig søde til at sparre med os og give gode råd og vejledning.«
I 2021 indgik de fire iværksættere partnerskab med tech-virksomheden OOONO, og dermed kom Sirène et vigtigt skridt videre frem mod realiseringen af deres community-baserede tryghedsalarm. I midten af oktober i år nåede de to Camilla’er, Caroline og Kristine en vigtig milepæl, da den første udgave af Sirène blev lanceret.
Den er så lille, at den nemt kan gemmes i hånden, og aktiveres nemt med et fast tryk på knappen i toppen, hvis man pludselig befinder sig i en utryg situation. Når alarmen aktiveres, sendes besked til frivillige runners i nærområdet og til ens egne udvalgte kontakter om, at man har brug for hjælp. Sammen med beskeden sendes en melding om den præcise GPS-lokation.
Allerede inden lanceringen havde 2500 downloadet appen ’Siréne tryghedsalarm’ oprettet sig som frivillige runners og nu – knap to uger senere – er antallet af runners oppe på 2800, men Camilla understreger, at målet er at få en procent af borgerne i hver eneste kommune i landet til at melde sig som runners.
»Vi tror på, at løsningen er borgere, der hjælper andre borgere. Vi kan alle være med til at gøre en forskel ved at være der for hinanden, når der er brug for hjælp. Vores alarm kun kan være med til at skabe tryghed, hvis der er frivillige runners, der bakker op,« pointerer Cammilla.
»Det er ligegyldigt, om man er ældre eller i dårlig form, for det vigtigste er jo, at hjælpen er på vej, om det så er i løb, på cykel eller i bil, det er underordnet,« tilføjer hun.