Fælder 100 år gamle træer: »Det gør mig arrig, at p-pladser kommer før naturen«
En bekymret læser kontaktede Uge-Bladet Skanderborg for at finde ud af, hvorfor en klynge af gamle træer må lade livet i Hørning.
Foran Hørning Idrætscenter står et stort, gammelt bøgetræ.
Træet af en del af en klynge af træer kendt som ”lunden,” der står mellem idrætscentret og skellet til Toftelunden.
Inden længe står de træerne der dog ikke længere. Det meste af lunden skal nemlig fjernes. Det har fået en bekymret læser til at række ud til Uge-Bladet Skanderborg.
Han har nemlig gennem længere tid forsøgt at finde ud af hvorfor.
Det hele starter med nogle spraypletter.
»Dem bemærker jeg, en dag jeg går ved idrætshallen, og da bliver jeg straks ked af det. Fordi jeg ved, det betyder de skal fældes,« fortæller Peter Zacho Søgaard, far til to, som flyttede til Hørning for to år siden.
Han bliver så harm ved synet, at han beslutter sig for at undersøge sagen.
Derfor går han til tasterne, og laver et opslag i Facebook-gruppen Borgere i Hørning.
»Er der nogen, der ved, hvorfor de skal fældes? Og hvornår det sker? Jeg synes, det er så trist, hvis de bliver fældet. Vi burde værne om de store træer i Hørning i stedet for at fælde dem,« skriver han bl.a. i opslaget, der i skrivende stund har 45 reaktioner og 21 kommentarer.
»Jeg bliver forfærdet faktisk, fordi jeg synes Hørning har for få store træer i forvejen. Jeg går og har det lidt i baghovedet, og ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.«
Som det så ofte er med kommentarfelter på Facebook, så ved de fleste lidt eller har hørt noget. Mange kommenterer, at de ikke tror, at det kan passe.
»Derfor tager jeg kontakt til kommunen. Der finder jeg ud af, at de skal fældes, fordi der skal laves parkeringspladser.«
Ny lokalplan
En af kommentarerne til Facebook-opslaget mener at vide, at træerne er fredede. Derfor ånder Peter Zacho Søgaard lettet op for en stund. Han finder dog hurtigt ud af, at det ikke forholder sig helt sådan.
Lunden var oprindeligt udpeget som bevaringsværdig i lokalplan 1033. I forbindelse med udarbejdelse af ny lokalplan i 2021 (lokalplan 1175 – Højboskolen og Hørning Idrætscenter), blev lunden bragt i spil på grund af et ønske om flere parkeringspladser.
»Det synes jeg bare gør sagen så meget desto værre, at man har tænkt sig at fælde gamle gamle træer i en by, der ikke har mange træer og grønne områder i forvejen, for at gøre plads til p-plads. Det er trist. Jeg synes, man skal tænke sig om en ekstra gang.«
Problemet er dog, at det er mere end to år siden lokalplanen var i høring. Derfor er perioden, hvor man som borger kan gøre indsigelser, for længst udløbet.
Peter Zacho Søgaard mener dog, at det er for dårligt, at et så – i hans øjne – omfattende indgreb ikke bliver meldt mere offentligt ud.
»Almindelige mennesker har jo ikke en chance for at påvirke den proces. Hvis der var tale om træer på 20-30 år, så er det noget andet, men jeg fatter ikke man kan gøre med en skrivebordsbeslutning bagom Hørnings borgere.«
Kunne borgerne ikke bare have gjort indsigelser eller klaget, da lokalplanen var høring for to år siden?
»Jamen det er da rigtigt. Sådan fungerer den politiske proces jo. Jeg føler bare ikke, at det er noget, der er blevet oplyst om nogen steder. Medmindre man er den type, der læser alle referater og bilag fra byrådsmøderne, så opdager man jo ikke, at man har tænkt sig at fjerne den her herlige plet fra det her område.«
Gamle træer
Uge-Bladet Skanderborg har forsøgt at få verificeret, at de pågældende træer – og især den gamle bøg – rent faktisk er 100 år gamle.
Peter Zacho Søgaard fortæller, at vurderingen af træerne som 100 år gamle er baseret på et skøn.
»Jeg har været inde at kigge på nogle landkort fra Geodatastyrelsen, hvor man kan lægge forskellige årstal ned over. Gør man det, kan man se at træerne står der i 50’erne. De har hørt til en gård.«
Billeder fra Hørning Lokalarkiv bekræfter, at i hvert fald det gamle bøgetræ, har stået fuldt vokset siden Hørninghallens endelig opførelse i 1973. Dermed er det i hvert fald et godt stykke over de 50 år. Muligvis langt ældre end det, men det har i skrivende stund ikke været muligt at bekræfte.
»Uanset hvad synes jeg man skal gøre alt, hvad man kan for at bevare træer som er opvoksede i gennem mange mange år. Dem har man en forpligtelse til at bevare. «
Peter Zacho Søgaard efterlyser en såkaldt veterantræs politik, der skal beskytte træer af stor kulturel, landskabs- eller naturbevaringsværdi.
»Så kommer vi ikke ud i, at man fælder noget i løbet af en eftermiddag, der har taget 100 år om at gro. I øvrigt var træerne i lunden udpeget som bevaringsværdige. Det er så bare blevet sløjfet. Jeg ønsker sådan set bare, at man tænker i helhed.«