Verdens vigtigste cykelløb rammer Grenaa
Der samles ind til en målrettet indsats i Burkina Faso.
Soroptimist International klubber i Danmark har siden 2012 via ”Moving the World to End Hunger” indsamlet omkring 2 millioner kroner og dermed bidraget til et omfattende skolemadsprogram i Burkina Faso.
Den lokale Soroptimistklub i Grenaa har gennem flere år været engageret i Burkina Faso, blandt andet med skolekøkkenprojekter og seksualoplysning til unge piger og kvinder, så de undgår at blive gravide i en meget ung alder og dermed eventuelt miste muligheden for at komme selvstændigt videre i samfundet.
Det er derfor i god tråd med den lokale klubs tidligere aktiviteter, at Soroptimist International Grenaa nu tilslutter sig ”Verdens vigtigste cykelløb” i uge 33, hvor løbet lokalt sponsoreres af Rema 1000 og Hotel Marina samtidig med, at Grenaa Cykelklub støtter aktivt op om projektet.
Løbet rammer Grenaa sidst på eftermiddagen søndag 13. august, efter at deltagerne har kørt op til cirka fra Randers til Grenaa med to pitstop undervejs. Det er også muligt at deltage over kortere afstande, idet man kan stå på undervejs.
Alle er meget velkommen til at deltage i løbet over en kortere eller længere afstand, og Grenaa Cykelklub har deltaget i planlægningen og afviklingen af hele forløbet omkring Grenaa. Cykelløbet afsluttes ved Hotel Marina i Grenaa, hvor der – efter at målstregen er passeret – uddeles diplomer med deltagernes navn og cykelrute.
Tilmelding sker via Soroptimist International Grenaas hjemmeside, www.soroptimist-danmark.dk/grenaa, men der er også mulighed for at deltage uden tilmelding og efterfølgende betale ved målstregen.
Borgmester Kasper Bjerregaard og Djurs Swing Band byder velkommen ved løbets afslutning, hvor alle deltagere vil blive hyldet og takket for en god indsats for et godt formål.
Skolemadsprogrammet, Moving the World to End Hunger, gennemføres med Stop Sult Fonden og FN Forbundet. Det muliggør fortsat skolegang også for piger, og måltidet på skolen hjælper til bedre indlæring og uddannelse.
Cykelløbet starter i Skagen 12. august og slutter 18. august ved Frederiksdal Sinatur Hotel og Konference nær Kongens Lyngby.