Julie tager skridtet fra Grumpy Willy til unika kunst

Indrømmet. Det er ikke hver dag, der lander et foto af en fræk ’willy’ - eller penis om man vil - i redaktionens indbakke. Men den her er anderledes. Den er skabt af kunstneren Julie Stouby Pedersen, den hedder Grumpy Willy, har charme og er i raku-brændt keramik. Med den lykkes det Julie på et splitsekund at fange journalistens fulde opmærksomhed.

»Jeg laver selvfølgelig også kunst, der ikke er lige under bæltestedet. Jeg kreerer figurer og andet spændende i ler, hvor jeg ofte mixer drivtømmer sammen med, da det giver et helt unikt udtryk. Mit ler bliver brændt efter den spændende gamle japanske brændingsteknik, der hedder raku,« skriver Julie i mailen, og inden længe var Uge-Bladet på vej til Jeksen for at møde hende.

Julies atelier er et slaraffenland af eventyrlige figurer. Buttede hvalrosser, næsehorn, nuttede egern, legende isbjørneunger, knejsende giraffer, kænguruer, irgrønne bugtende slanger med røde tunger, ottearmede blæksprutter og ja, hele kollektionen af kække Willies med forskellige udtryk.

Menageriet fylder alle overflader i Julies atelier. Ideerne flyder i en lind strøm fra Julies hjerne, ned i hendes snilde fingre og over i det ler, hun har forelsket sig så inderligt i. Finurlige figurer med kant, humor og masser af personlighed.

Julie tog i foråret en af de beslutninger, der vender op og ned på livet. Hun besluttede at tage springet væk fra det trygge og kendte til et liv som kunstner og selvstændig med brandet StoubyDesign. Med to småbørn i bagagen og en en forstående mand støttende forældre.

»Det er naturligvis drømmen«

»Jeg er 28 år. Skal jeg udleve den her drøm, så er det nu. Jeg vil ikke sidde midt i livet og fortryde, at jeg ikke tog chancen dengang, hvor jeg havde muligheden. Lige nu har vi økonomien til, at jeg kan tage chancen. Jeg håber inderligt, at jeg kan leve af det. Det er naturligvis drømmen. Jeg har givet mig selv et halvt år nu til at prøve det af og få StoubyDesign og kunstbutikken til at køre. Inderst inden ved jeg jo godt, at der er virkelig, virkelig hård konkurrence. Jeg er indstillet på, at det bliver hårdt arbejde og vil tage meget tid,« forklarer hun eftertænksomt.

Faktisk har Julie kun haft fingrene begravet i ler et par år, og hun kan takke sin bedstemors for, at hun nu lader sin kreative ånd sætte kompasset og prøver livet af som skabende kunstner og selvstændig.

»Jeg har helt fra jeg var lille været en meget kreativ person. Jeg elskede at male og tegne og klippe og klistre og forme. I skolen var billedkunst mit absolutte yndlingsfag, og jeg har også altid været rigtig god til det. Det var sjovt, for det kom jo så nemt til mig,« husker hun smilende.

»Det var min bedstemor, der fik mig i gang med leret. Hun spurgte mig, mens jeg var på barsel med mit første barn, om ikke havde lyst til at besøge hende på Mors og være med på et keramik-kursus. Ahhh, det var jeg altså ikke helt sikker på, var en god ide. Jeg havde jo ikke leget med ler, siden jeg var lille. Men hun fik mig overtalt, og det blev jo bare det vildeste. Jeg fandt hurtigt ud af, at det her med at forme leret til figurer, det var både noget, elskede og havde flair for.«

Til Julies forbavselse, men usigelige glæde, var underviseren på kurset meget imponeret af hendes figurer. Og da Julie viste hende sine malerier, mente underviseren, Julie sagtens kunne leve af det.

Flair for figurer

Hjemme igen kastede Julie sig for alvor over leret. Først blev husets fyldt op, så ægtemandens værksted og til sidste, da der stod lerfigurer til tørre alle vegne, selv ovenpå familiens akvarium, begyndte hun at inddrage barndomshjemmet i Jeksen.

»Tankerne blev bare ved og ved at kredse om det med at leve af min kunst. Det har ikke været nogen let beslutning, men her i foråret blev jeg enig med familien om, at der skal bare prøves af, og de er heldigvis alle meget støttende.«

Julie lede sjældent længe efter inspiration. Hun kigger på leret, og begynder at forme det, hun ser.

»Det kommer lige så stille af sig selv, når jeg sidder med en klump ler. Pludselig er jeg i gang med at forme et næsehorn, en isbjørn eller en hvalros. Nogle figurer er store og meget detaljerede, og den slags ligger der time efter time af arbejde i. Det er de figurer, som det også tit er svært at lykkes med i brænding. Det er mine unikummer,« forklarer hun med et glimt i øjet.

»Men der er også dage, hvor jeg føler mig uinspireret, og de dage laver jeg det, jeg lidt ironisk kalder »mass production«. Det er de ting, jeg har let ved at lave, og som ikke tager alverdens tid og heller ikke er svære at brænde. Det er for eksempel mine Willies, pingviner, søstjerner og ugler,« forklarer hun.

»Humøret har nu også rigtig meget at sige her. Nogle gange sidder jeg med en masse små klumper ler for at få produceret en masse af en bestemt slags figurer, og så ender jeg med at have brugt hele dagen på at forme en blæksprutte,« tilføjer hun grinende.

»Raku taler til mig, fordi det er anderledes at arbejde med. Jeg kan godt lide krakeleringerne, der kommer i brændingen, og at man selv kan styre, hvordan farverne skal udvikle sig.«

Julie har fundet sine egne måder at arbejde med raku-brænding på, så leret ikke springer, hvilket ellers ofte sker, når man raku-brænder større figurer.

»Mange har sagt til mig, at man slet ikke kan lave så store figurer i raku, og ja, det ved jeg da godt af bitter erfaring er svært, men så har jeg prøvet mig frem med andre måder. For eksempel at lade det ny-brændte ler afkøle lidt inden det kommer i vand. Og altså… Du kan jo bare se på hylderne,« siger hun og slår ud med hånden mod de mange større keramikdyr, der bryder reolerne i atelieret.

Selvom raku-figurerne dominerer galleriet, er et hjørne reserveret Julies malerier, der er store, abstrakte og farverige. For det at male fylder stadig meget i hendes liv.

»Jeg kan ikke undvære det, heller ikke nu, hvor der er kommet ler i mit liv. Jeg maler med akrylmaling og ikke med pensler, men med minde fingre. Og hvor min keramik er meget enkel, så er mine malerier atlså bare med PANG,« konstaterer hun og understreger med lydniveauet, at der er skrald på farverne.