50 år skal fejres i kolonihaveforening
Haveforeningen Fælleskær stiller op med pølsevogn og kolde fadøl på jubilæumsdagen.
Der bliver fest i Haveforeningen Fælleskær på¨Kærvej i Grenaa lørdag 26. august. Den dag markerer man 50 års jubilæet i kolonihaveforeningen.
Den tæller 102 haver med en herlig beliggenhed tæt på by og å. Og på dagen fejrer man jubilæet fra klokken 13-16, hvor der vil være en pølsevogn, som man kan forsyne sig fra, ligesom der naturligvis tilbydes kolde fadøl og vand, hvis man er til det.
Det er sagt om stemningen i Fælleskær, at den har en hårfin balance mellem fællesskab og plads til ro og fordybelse. Fælleskabet dyrkes også i det fælleshus, som haveforeningen har fået bygget.
Haverne bruges både som prydhaver og dyrkede haver, som kan give lidt friske grøntsager på middagsbordet. Og ikke mindst som et tiltrængt pusterum i en travl hverdag. Her falder pulsen til et roligere leje helt af sig selv. Man har pligt til at vedligeholde haven efter kolonihaveforeningens regler - og der kan falde en bod, hvis man ikke lever op til det.
Navnet Fælleskær stammer fra den tid, hvor der stadig var landbrugsejendomme i Grenaa by, og hvor kreaturerne blev trukket gennem byen og over Kobroen, for at komme på græs i Fælleskæret, der lå i områder mellem Nord- og Sydkanalen.
Mange af husene har navne. Perlen, Hyggebo og Fruens Have signalerer den afslappede stemning der hersker her.