Fortsæt til indhold

Vinbar i Ryomgård er erklæret konkurs

Uafklaret vandskade og svigtende turisttal hev tæppet væk under TheWineBottle

Samfund

Ejeren af TheWineBottle i Ryomgård har erklæret vinbaren konkurs.

Det skriver Janus Boe Landry, som startede vinbaren i 2020 på Facebook.

»Vi har, med blødende hjerter, valgt den meget hårde beslutning at erklære The Winebottle konkurs. Primært på grund af en fortsat uafklaret vandskade, som vi ikke ved hvad udsigter har, men også på grund af, at det har været utroligt svært at finde medarbejdere, samt et svigtende antal besøgende primært fra turister. I det store hele, for mange forhindringer igennem de sidste knap tre år,« skriver Janus Boe Landry.

Udvidet med øl

Han startede TheWineBottle som en enkeltmandsvirksomhed, men blev sidste år et anpartsselskab, da Marc KromannRasmussen købte 24,5 procent af selskabet.

Det betød samtidig, at TheWineBottle udvidede konceptet til også at omfatte øl.

Da Janus Boe Landry skulle åbne The Winebottle i Ryomgård 12. juli blev han dog mødt af en omfattende vandskade og måtte lukke butikken, mens skaden blev udbedret.

Forsikringsspørgsmålet er imidlertid stadig uafklaret, og det er altså med til at sætte en stopper for den fortsatte drift af forretningen.

»The Winebottle var et hobby projekt og en drøm om at have et sted her i Ryomgård, midt på Djursland som kunne tilbyde noget specielt og andet end det man finder her i forvejen. Det syntes vi selv lykkedes meget godt. Men til syvende og sidst, fik projektet bare ikke vind nok under vingerne til at kunne flyve selv. Vi vil gerne sige en kæmpe stor tak til alle jer gæster, private og erhvervsfolk, som har benyttet stedet og støttet os igennem årene. Det er meget sorgmodigt, nu at have taget denne beslutning, men det skal heller ikke være nogen hemmelighed at det også været hårdt, når timerne sammen med fuldtidsjobbet har sneget sig op på 80-100 timer på ugebasis,« skriver Jonas Boe Landry.